Side:Gamle Dage.djvu/59

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
46

at hun havde givet ham sit Løfte, mundtligt og skriftligt, og foreviste hans. De Scener, der nu paafulgte, ere rystende og bør ikke udmales, ogsaa ere de kun løselig berørte i Alettes Opsats; men disse og nogle følgende har jeg ikke saameget af Alette selv som af hendes Amme, den gamle Thorborg fra Bergen. — Fastings skriftlige Løfte blev sønderrevet og brændt, Alettes Gjemmer gjennemsøgte, og hvert Brev, hver Billet, hver Bog, hvert Erindringstegn fra ham blev brændt for Alettes Øine. Derpaa blev hun indelukket i sit Værelse med Trudsel om ikke at slippe ud derfra uden for at gaae til Alteret med Tyrholm. I tre Dage og Nætter, sagde Alette, laae jeg paa Gulvet eller paa Knæ foran en Stol — jeg nød intet — jeg ventede og ønskede Døden. Da kom — ak! min Moder og gjentog sin Befaling — jeg bad om at faae Tyrholm i Tale. Jeg sagde ham, at jeg elskede Fasting, at jeg havde givet ham mit Løfte, at hari havde været min Lærer og min Velgjører, og at jeg umulig kunde tilhøre nogen Anden. Tyrholm er en saa god Mand, men min Moder havde bildt ham ind, at Fasting var en Uværdig, en slet Mand, der vilde gjøre mig ulykkelig i Tid og Evighed, og at Tyrholm vilde gjøre en god Gjerning ved at redde mig fra Fordærvelsen. Jeg blev atter indespærret. En Nat besluttede jeg at flygte, jeg steg ud af Vinduet og rendte ud paa Landeveien, jeg vilde gaae til Kjøbenhavn og opsøge Fasting — jeg blev snart indhentet. — Den arme Alette maatte omsider give efter. Tyrholm var en inderlig god Mand, i Aandsevner var han meget tilbage for sin unge Kone, men hans Hjerte var ligesaa ædelt. — Et Aarstid derefter kom Alette ned med en Datter; da man bragte hende Barnet, gav hun et høit Skrig og besvimede; hun laae stille uden at tale, som uden Bevidsthed; men nærmede man sig med Barnet, eller viste Moderen sig, da faldt hun i Krampetrækninger; hun blev saa svag, at man frygtede for hendes Liv eller hendes Forstand. En Dag satte den gode Tyrholm sig ved hendes Seng og spurgte