Hvo der har læst Fastingiana, udgivet af Sagen i Bergen 1837, veed, hvem og hvad Claus Fasting var, og hvad han maatte lide og døie, fordi han var saa meget klogere og bedre end sine Medborgere, der ikke forstode, ikke kjendte hans Værd. Man læser i samme Bog to Breve fra ham til Henrica Rode, det ene i Anledning af hendes Mands, det andet ved hendes Broders, Lindemanns, Fastings Vens, Død. Der siges tillige, at Madame Rode var en smuk, behagelig og dannet Kone, og dette med fører Sandhed; thi da jeg saae hende i Aaret 1800, da hun var omtrent tredsindstyve Aar, var hendes Skjønhed endnu à l’épreuve du tems. Men hvad Fastingiana ikke siger, og vistnok burde fortie, er, at denne Kone var Fastings onde Engel og, efter hans Venners Treschows og Reins Formodning, en af de fornemste Aarsager til hans tidlige Død. Hun elskede ham, men — sie war nicht liebenswürdig, wenn sie liebte. Hendes Lidenskaber vare saa voldsomme, at de grændsede til Galskab, og hendes Kjerlighed var ligesaa farlig som hendes Had. George Sand har skrevet et Drama: La haine dans l’amour; jeg har ikke læst det, men visselig kunde Madame Rode tjene til Beviis paa, at saadan en Charakteer kan existere. Hun hadede Fasting, fordi hun elskede ham, det er vist, hvor vel usandsynligt. Hun havde ogsaa elsket sin Mand, og dog ofte forfulgt ham med opløftet Kniv for at dræbe eller saare ham, formodentlig af Jalousie. Naar Raseriet kom over hende, slog hun Porcelain og Glas istykker, rev sine Klæder itu , skar med Knive i Stolene. — Da hun var henimod tredive Aar, blev hun Enke, og kort derefter kom Fasting tilbage til Bergen. Hendes Datter, Alette, var dengang ti Aar. Fasting gav Alette Underviisning i Musik; den lille Pige var saa lærvillig, havde saa herlige Anlæg, at Fasting ikke lod det blive ved Musikunderviis ning, men lærte hende levende Sprog og dannede hendes
