hendes Forældre, og hun svarede ham, at de vare døde kort efter hendes Fødsel, at de Intet havde efterladt sig, og at Anne Jørgensdatter havde antaget sig hende af Barmhjertighed. Han sagde hende nu, at hun var bleven bedraget, at Anne Jørgensdatter hævede hvert Aar store Capitaler, der tilhørte hende, og tilbød sig at sætte hende ind i hendes Rettigheder, nåar hun vilde forpligte sig til da at ægte ham. Charlotte lovede dette, og nu paalagde han hende ikke at lade sig mærke med noget, men søge at faae fat paa Nøglen til Anne Jørgensdatters Chatol, naar denne var ude, han skulde da indfinde sig og oplyse Sagen. Det skede, som han bad. Konen havde ingen Mistanke til Charlotte, desuden kunde det arme Barn ikke læse. Charlotte fandt Nøglen; Anne var gaaet ud; Kølpin indfandt sig, søgte Papirerne igjennem, fandt Gavebrevet og flere Breve med Forholdsregler, hvorledes den lille Charlotte skulde opdrages. Der skulde holdes Lærere til hende i Musik, Dands, Sprog, Tegning, og der skulde holdes en Kammerpige til den lille Frøkens Opvartning. Da Anne Jørgensdatter kom hjem, forelagde Kølpin hende Papirerne; hun gjorde intet Forsøg paa at retfærdiggjøre sig, hun var villig til at gjøre, hvad der blev forlangt af hende. Hun leverede strax en Sum Penge, Charlotte fik anstendige Klæder, Meubler og Huusgeraad, der blev leiet Værelser til hendes Bolig. Kølpin fik Gavebrevet og en ung Kone. Anne Jørgensdatter leverede ogsaa Kølpin Penge til at sætte i Enkekassen for sin unge Kone, hvilken Forsigtighed bekom Charlotte vel; thi da hun blev henimod halvfemsindstyve Aar gammel og Efterslægten i Kjøbenhavn nægtede at udbetale mere efter Gave brevet, da kom disse firsindstyve Rigsdaler aarlig hende til Gode som den sidste Levning af fordums Velstand. Hun var meget liden og meget enfoldig; han behandlede hende med Ømhed og som et Barn, bar hende paa Armen og forsøgte at lære hende at læse og at skrive sit Navn.
