han gav en Sum Penge til Underholdning for Livstid, og Barnet blev sendt til Peder Colbjørnsen paa Frederikshald. Med den lille Pige fulgte et Gavebrev, der sikkrede hende en Rente af fire hundrede Rigsdaler aarlig, saa længe hun levede, enten hun var gift eller ugift. Skulde Moderen finde hendes Spor og ville reclamere hende, da opfordredes Colbjørnsen til ikke at tilstede dette. Det blev virkelig ogsaa Tilfældet, at Moderen indfandt sig i denne Anledning, men Colbjørnsen magede det saaledes, at hun maatte reise tilbage med uforrettet Sag. Peder Colbjørnsen havde en Beslægtet, der hed Anne Jørgensdatter, hun var Enke og nærede sig med en. Høkerhandel; til denne betroede han Barnet og Gavebrevet, kort Alt, undtagen Faderens Navn, der ikke maatte røbes. Barnet var døbt i Kjøbenhavn og kaldtes i Gavebrevet Charlotte Amalie Holtzen.
Da hun var tre eller fire Aar gammel, døde Peder Colbjørnsen[1], og Anne Jørgensdatter var nu Eier af Brevet og forsaavidt af Hemmeligheden, at hun havde Fuldmagt til at lade sig Pengene udbetale. Hun foregav nu, at Pigen var et Fattigbarn, som hun havde tåget til sig af Barmhjertighed. De fire hundrede Rigsdaler modtog hun aarlig og gjemte dem paa Kistebunden, Pigen lod hun intet lære, og den lille Charlotte, der ingen Anelse havde om sin Stilling i Livet, gik med usle Klæder og var behjelpelig med Udsalg i Høkerboden. Der hviskedes vel hist og her noget om, at dette Barn intet Fattigbarn var; men man vidste jo Intet og kunde Intet sige herom, og Charlotte var sexten Aar og stod endnu i Høkerboden.
Der var dengang paa Frederikshald en Lieutenant Kølpin, der var syv og fyrretyve Aar, og havde endnu ikke bragt det videre end til Lieutenant med ti Rigsdaler maanedlig; han hørte tale om denne Sag og besluttede at gjøre et Forsøg. At faae Charlotte i Tale var ikke vanskeligt, hun stod hele Dagen i Boden og indlod sig gjerne i Snak, med hvem der kom ind. Han spurgte hende om
- ↑ Oberstlieutenant Peder Colbjørnsen døde først 1738.
