havde Smerter, hun klagede aldrig. Hun bad, at ingen uden Christine og jeg maatte berøre hendes Lig. En Aften besøgte Weile hende, han sad længe ved hendes Seng; da han var gaaet, sagde hun: Weile blev for længe. Derpaa tråk hun sine Halvhandsker af, greb Sengebaandet fat, strakte sig ud, drog et dybt Suk og var død. Christine og jeg pyntede og skrinlagde hende. Moder besør gede hende en Begravelse næsten lig vor Faders, dog blev hun ikke lagt paa samme Kirkegaard, men paa Vaterlands Kirkegaard hviler denne Ædles Been. Saadant Tjenestetyende findes kun i nogle Romaner fra det forrige Aarhundrede.
Hun var sin Gud, sit Herskab tro,
Det Liv var Fred, den Død var Ro.
Med mange Vemodstaarer har jeg nedskrevet disse Erindringer om denne dydige Pige, og jeg veed, at I, mine Kjere, ikke ville fortænke mig heri, at jeg har ladet hele Bladet alene handle om hende. Margareta hed hun, og hun var blandt Tjenestepiger — en Perle. Jeg erindrer nok, at mange forundrede sig over den kostbare Begravelse med de mange Vogne, — det var ædelt handlet af vor Moder. Hun havde lovet Grethe dette, og Grethe vidste, at Moder aldrig brød et Løfte.
Det Bifald, som I, mine Elskede, have skjænket mine første Erindringer, har givet mig Mod til at nedskrive disse; maatte de kun ikke nedrive, hvad de første have opbygget!
En meget rig og meget høitstaaende Adelsmand i Kjøbenhavn blev i Aaret 1728 Fader til en Datter, hvis Fødsel eller Forældre han ønskede maatte forblive en Hemmelighed baade for Verden og for Barnet selv. Han besluttede derfor at sende Barnet til Norge og lade det der opdrage. Moderen var en femme de mauvaise vie, som
