paa slette Markeri, medens jeg havde det saa godt, som et Menneske kan ønske. I Treschows Huus vare Alle muntre, glade, og kappedes om at gjøre hverandre Livet behageligt. Rigtignok var Væveren en god Mand, men hans Moder var en Satan, og da Huus og Indbo hørte hende til, saa var den unge K*bne kun hendes Tjenestepige og fik daglig at høre , at hun intet havde medbragt. Gud bevare os, hvad det maatte være for et Liv! —
Men hørte I da aldrig Skjend eller onde Ord, der I var? spurgte Marthe. Grethe loe: Der var nu Jomfru Larsen, hun havde nu saa sine egne Glæder og Sorger; imellem var hun saa lystig, saa hun kunde springe over Borde og Bænke, til andre Tider igjen var hun saa ond 11111 som Peber, og ingen kunde være hende tilpas. Engang, da det var hendes Uge i Kjøkkenet, og hun var i 'det onde Hjørne, overskjendte hun os allesammen. Jeg sagde til hende: Ja, ja! hver Djevel har sit Maaned, nu er det hendes, lille Jomfru Larsen. Nu begyndte de alle at lee, fordi jeg havde sagt: sit Maaned — saa sige vi i Jylland — og Jomfru Larsen maatte lee med.
Har aldrig Madame Treschow skjendt paa Eder? — Nei, hun kunde ikke lide, at man skyndte sig, og formanede stedse til Omhyggelighed og Betænksomhed ved Arbeidet: Forfjas eder ikke, Børn! var stedse hendes Ord; man kan see paa et Arbeide , om det er godt gjort, men man kan ikke see, hvorlænge der er bleven arbeidet derpaa. .......... Men hvorledes gik det til, sagde Marthe, at Inspecteuren lod Eder afmale? — O ja, sagde Grethe, den kjere Mand var nu stedse saa fuld af Spøg og Løier. Der kom en tydsk Maler, Hosenfeller, til Frederikshald. Hansteen lod ham nu male sit og Jomfru Cathrines Portraiter. Denne Maler kunde træffe Ligheden overordentlig, ja, naar han blot havde seet et Menneske, kunde han male dem af efter Erindringen, uden at de behøvede at sidde for ham. Min Forretning der i Huset var nu at feie Gulvene og
