hun uden Tvivl samtykke; men de underrettede ham om hendes Forfatning og bade ham opgive sit Forsæt. Han lovede det og holdt Ord. — Saa ydmyg , nøisom og beskeden en Kjøbmand H...... ikke var, der gives mange Folk herneden, som heftig Lyst til Penge har. — H. gik lige til hende selv og fik Ja med Glæde; nu rendte hun hen til Colletts at melde den glade Tidende, og da Herskabet ikke var hjemme, raabte hun til Tjeneren: Jeg skal gifte mig, Du, jeg skal gifte mig! Familien lod skee, hvad de ikke kunde hindre ; H. var en solid og formuende Mand, han vilde ikke forøde hendes Penge , men brugte dem i sin Handel. ............
Jeg maa ellers forundre mig over den Aabenhjertighed, hvormed Mænd i de Dage omtalede mislykkede Giftermaalsprojecter; jeg hørte Carsten Tank, siden Statsraad, fortælle min Fader, hvorledes han havde elsket og friet til en Jomfru Juel paa Vestbye, hvorledes han havde faaet Afslag, og at hun havde foretrukket Ingier[1]. Han talede med megen Pathos og lagde Haanden paa Hjertet, idet han sagde : Dette er Beviis paa, hvad jeg følede for Pigen. ....................
Da det lader til, at Du, min kjere Bernhard, har nogen Deeltagelse for denne mig saa kjere Pige, saa vil jeg med Glæde meddele mere om hende:
Om Vinteraftenerne , medens Pigerne spandt, maatte jeg efter Grethes Opfordring læse for dem. Først Carl Grandison; Miss Biron interesserede mig ikke synderlig; Clémentine forstod jeg aldeles ikke; den søde lille Emilie, der var saa forelsket i sin Formynder, var mig usigelig kjer; den muntre Charlotte var min Fryd; Søsteren, Caroline, kunde jeg godt lide, og for Bedstemoder Shirley havde jeg Ærbødighed. Siden læste vi Pamela, der var Grethes Yndlingslæsning.
Engang spurgte Marthe hende, om hun altid havde været saa sky for Mandfolk, som hun nu var. Hun sva-
- ↑ Gertrud Maren Juel blev 1791 gift med Generalveimester Lars Ingier, siden Eier af Lian.
