ligt nok, at forlibte Folk stedse maae skrive. Jeg var dem velkommen; thi nu gik Ragnhild at spadsere med mig, og vi stødte paa Petersen. Han havde sin Fløite med, han spillede, eller han sang for os, og vi morede os ret godt alle tre. Henrik og jeg besøgte ogsaa Larsens gamle Forældre, der havde faaet et Værelse nede i Gaarden. Larsen var nylig gaaet fra dem, og jeg hørte den gamle Kone sige til sin Mand: »Du skulde ikke sagt det, Du Lars; han Jens blev stubbete, det saae jeg.« Den gamle Mand lod ogsaa til at være misfornøiet. Moder sad i Haven med Madame Larsen, jeg fik Ordre til at hente hendes Strikketøi, som hun havde ladet efter sig paa Salen ovenpaa. Der gik Flensborgeren og phantaserede paa Fløiten; da jeg kom, begyndte han at synge:
Skjelmske Pige, see paa mig
Uden Skulen, uden Svig!
Aabent Hjerte, aabent Øie!
Jeg vil spørge, svar mig nøie!
Uden Skulen, uden Svig,
Skjelmske Pige, see paa mig!
Du er meer end tækkelig,
Ja, det maa man lade Dig;
Disse Øine, disse Kinder
Kunde pryde Keiserinder,
Ja, det maa man lade Dig;
Du er meer end tækkelig.
Lille Keiserinde, kom!
See i mig dit Keiserdom!
Her regjerer Du, min Pige,
Dette Hjer te er dit Rige,
Lille Keiserinde, kom
Og omfavn dit Keiserdom!
Da jeg nu ikke var mindre belæst i Todes Poesier end han, saa svarede jeg:
