Side:Gamle Dage.djvu/41

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
28

mig smukt og sagde hverken meer eller mindre, end den ene deeltagende Ven kan sige den anden. Faster Green havde endnu et Søskendebarn, der var Sognepræst til Krogstad (nu har man gjort det om til Kraakstad, er dette smukkere?) og hed Hørbye. En Juul ansøgte han sin Cousine om at tillade Christiane at tilbringe Julen hos dem paa Krogstad, og da Tilladelsen blev givet, sendte han Hest og Slæde efter hende. Den Bonde, der kjørte hende, hed Hans Harrestad. Hos Hørbye traf Christiane Præstens Søn, der var theologisk Candidat, og han og Christiane fattede Godhed for hverandre. Den næste Juul ønskede hun meget at komme derhen igjen; hun vidste nok, man vilde indbyde hende, men vilde Moderen tillade? Hun gjorde nu en Vise paa en dengang bekjendt Melodie:

O, Bans Harrestad! jeg nok mindes,
Sidste Gang jeg Eder saae ;
Mon vi snart igjen skal findes
Paa det Sted, jeg mener naae?
Nei, jeg tør ei sikkert haabe,
Haab og ei, Hans Harrestad!
Thi om I omsonst Jer glæder,
I tilsidst af Harme græder,
Naar I seer, det gaacr fatalt.

Hvad er det for dumt Tøi, Du synger, Christiane? — Det er en Vise, Mama, som jeg har gjort til Hans Harrestad, den brave Mand, der kjørte mig til Krogstad ifjor. — Aaret efter døde den gamle Hørbye, Sønnen fik Kaldet efter Faderen, og Christiane blev hans Hustru[1].

Larsen kjøbte en Gaard i Aas Sogn; Gaarden hed Berg. Moder, Henrik og jeg reiste derhen at tilbringe nogle Uger om Sommeren; dette var min første Udflugt, jeg havde aldrig været længer end til Lysager. Der var en Jomfru Hørbye, Søster af Præsten, og en ung Flensborger, Petersen, en Probenreuter. Petersen og Ragnhild Hørbye havde en Kjerlighedsforstaaelse; jeg forstod det ikke, men Moder saae, at de vexlede Breve. Det er under-

  1. Jens Hørbye, Sognepræst til Krogstad, blev 1784 gift med sit Næstsøskendebarn Christiane Johanne Green.