Zarine i Hovedet. Treschow digtede ogsaa i denne Tid en Tragedie i Alexandriner: »Hagen Adelsteen«. Den blev aldrig trykt, men jeg har hørt ham fremsige Scener deraf, som han kunde udenad.
Vilhelmine Treschow var syv Aar yngre end vor Moder, hun var meget smuk og meget god. Da Spärck friede til hende, sagde hun til ham: Har De ogsaa betænkt, at jeg intet eier, og at jeg er en Krøbling? Han svarede: Ja, søde Barn, det har jeg længe siden betænkt. Spärck var født paa Christiansborg Slot, hvor hans Fader var Castellan. Efter ham fik Øhlenschlæger Posten. I Drengeaarene spadserede Spärck ofte om i Slotsgangene og saae meget Forunderligt. En Dag, medens Dronning Caroline Mathilde laae i Barselseng, saae han en Kammerpige komme ud af Dronningens Gemak med noget indsvøbt i et Tørklæde, og en Page, der gik hende imøde og spurgte ivrigt: Hvad har Du der? Tys, svarede hun, det er Dronningens Brystmelk. O, giv mig den, raabte han, rev Glasset. fra hende og dråk Melken ud.
Schack-Staffeldt, som nogle faa Aar efter Caroline Mathildes Død var i Celle, siger, at den almindelige Mening der var den, at hun havde faaet Gift ind, og at en Page, der havde fulgt hende, og som hun havde megen Godhed for, ligeledes var bleven forgivet og var død førend Dronningen. Skulde dette have været den samme?
Mine Spärck besøgte vore Forældre nogle Aar efter hendes Giftermaal; hun havde med sig to smaae Sønner, Johan og Fritz, samt en Christiansandsk Pige. En Aften, da Madame Spärck og vore Forældre vare i Selskab, og vi Børn, eller dog de ældste af os, vare i Dandseskole hos Hannemann, spurgte denne Pige mig, da vi kom hjem, hvem af Dandserne der var den smukkeste. Jeg svarede uden Betænkning, F.; og nu begyndte hun saaledes at drille mig med F., at jeg gav mig til at skrige og blev ikke rolig før længe efter, da min eiegode Tante var kommen hjem og talte mig tilrette. Denne F. indlagde sig
