Sønner. Denne Familie var i høieste Grad bigot, al Spøg, al Munterhed, al Livslyst blev kaldet Synd, Arvesynd hos Børaene. Ved det mindste Tegn til Liv eller Lyst hed det: Der er den gamle Adam igjen! En Dag kom Niels i Besøg til en af sine Tanter, han gik langsomt, traadte ind med en alvorlig Mine; den ene sagde: See Niels, hvor han er smukt adstadig idag ; den anden sagde : Hvor er der bleven af den gamle Adam idag? Niels svarede: Han hang paa Nakken af mig, da jeg gik hjemmefra, men da jeg gik forbi Dammen, kastede jeg ham af og druknede ham der. Da Niels Treschow som Student laae ved Universitetet i Kjøbenhavn, fik han Plads paa Regentsen, hvor han først havde Nordahl Brun og siden Johan Vibe til Contubernaler. Han havde ingen anden Indtægt, end hvad han fortjente ved at give Underviisning i Claveerspil. Alle hans Elever vare af Qvindekjønnet; en af dem behagede ham særdeles, jeg veed ikke hendes Navn, men jeg har seet hende, hun var gift med Foged Hørbye. Der var en Sang med Musik af Philidor, der dengang var meget i Mode:
Jeg elskte kun Ismene,
Ismene elskte mig,
O Himmel, hvilken Scene!
Hvor var jeg lykkelig!
Naar Treschow var paa sit Værelse, sang og nynnede han fast uafladelig: Jeg elskte kun Ismene o. s. v. Vibe blev keed af dette, og nu forfattede han paa samme Melodie en anden Vise:
Utme’ den store Bjørka,
Som Namne’ mit sto ti,
Sat den forbanna Fyrkja
Som før va’ Soffi mi.
Jeg skal ikke anføre mere deraf, og det af den gode Grund, at jeg aldrig har hørt mere[1]. Medens han logerede sammen med Nordahl Brun, saae han, hvorledes denne
studerede Voltaires Tragedier — han gik dengang med sin
- ↑ Det er netop 2det Vers af Vibes Vise, der er mest parodierende og ødelæggende for en erotisk Stemning, men det kan paa Grund af sit grovkornede Indhold ikke anføres.
