paa Armen, løftede op et Gardin for en Glasrude i Døren mellem vort Kammer og Spisesalen, hvor vi saae et Bord med mange Lys og pyntede Gjester omkring. Da vi havde overstaaet Sygdommen, forlangte vi, at de skulde holde Bryllup paa nyt.
Medens Kronprindsen var i Byen, blev Fader ofte tilsagt og spiste ved Marschalstaffelet; jeg seer ham endnu i den hvide broderede Atlasvest, sorte Fløiels Knæbuxer med slebne Staalspænder, med Kniplings Kalvekryds og Manskjetter, hvide Silkestrømper og Sko med Steenspænder, Chapeau bas under Armen, hvide Handsker og Galanteriekaarde ved Siden. Grethe og jeg betragtede ham med Glæde. Ja nu er han smuk, sagde hun; men dengang han bad Faddere til din Daab, da havde han Uldstrømper paa Benene. Havde han da ikke Silkestrømper udenpaa? sagde jeg. — Hun loe og sagde: Du er nok ikke saa dum, som Du seer ud til. — Fader havde en Kjole af orangerødt, fiint Klæde, foret med himmelblaat Sarge de soie og besat med Guldgaloner. Den var vel gaaet af Moden, han bar den aldrig. Skomager Lohrbauer kjøbte den paa Auctionen, og jeg saae ham gaae med den; dog vare Galonerne aftagne.
Fader havde kjøbt en Eiendom i Gamlebyen, lige overfor Ladegaarden og paa dens Grund ; der havde staaet tilforn et Nonnekloster, og Rudera af de gamle Mure stode endnu tilbage. Vore Forældre betragtede dem med Beundring og sagde, at den nulevende Slægt ikke kunde op føre noget Lignende. Dog maatte de give Plads for en Bygning med mange smukke Værelser, vor Fader lod opføre. Ved Hjelp af en Gartner, Horn, anlagde Moder to Haver; den ene af disse havde tjent Klosteret til Kirkegaard og blev renset for en stor Mængde Dødningebeen. Moder plantede her en Mængde Æbletræer, og da hun tyve Aar derefter gik gjennem Gamlebyen og saae Træerne i denne Have bugne af Æbler, da glædede hun sig inderlig. Fader tog os ofte med, nåar han gik derud. Veien gjennem Grønland og Leret var ofte ufremkommelig, men langs
