Hun blev gift med en svensk Ritmester Bratt og lever formodentlig endnu.
Du, kjere Broder, var i din Barndom stille og dorsk, sjelden vilde Du lege med andre Børn, og ofte faldt Du i Søvn midt paa Dagen; naar vi da vækkede Dig, saa talede Du vildt, raabte, at Vægteren tråk afsted med Mama, eller saadant lignende. Lægen sagde, Du havde for tykt Blod og maatte sættes i Bevægelse. En Dag havde vor Moder lagt Æbler paa Kakkelovnen, og et var faldet bag Ovnen. Moder kaldte paa Dig og sagde: »Christopher, der er faldet et Æble bag Ovnen, vil Du tåge Brændet frem, saa finder Du det.« Du stræbede da og fik Brændet frem, men nu sagde Moder: »Før Du faaer Æblet, maae Du lægge Brændet hen igjen«. Dagen derpaa slap hun atter et Æble bag Kakkelovnen, og de følgende Dage gik Du hver Morgen til Ovnen og slæbede uopfordret Brændet frem og tilbage. Imellem laae der et Æble, imellem ikke. Denne legemlige Øvelse var Dig til stort Gavn.
En Dag vi sad og spiste, bragte Postbudet vor Fader et Brev; han sagde, det var fra hans Svoger, Nonnegaard, der var gift med hans Søster Sophie. Som Postscriptum var der nogle Linier fra Søsteren, de vare fast ulæselige, og nedenunder dem stod skrevet af Nonnegaard: «Dette Franske er ikke godt at læse.«
En Morgen kom Fader ind i Barnekammeret, før jeg var staaet op; han satte sig paa Kanten af Sengen, hvori jeg laae, og sagde med Spøg og Løier: «Her er nu kommen en Frier til Dig fra Danmark, han heder Nergaard og er en Søn af min Søster. Naar han seer Dig, vil han lægge Haanden paa Hjertet og sige:
»Je vous aime,
Faites de méme,
Soulagez mon petit coeur,
Qui soupire
Et désire
D'étre votre serviteur.«
