Side:Gamle Dage.djvu/20

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
7

havde ved Hansteens Ankomst tre Døttre : Anne Cathrine, femten Aar, Maren Marie ti og Vilhelmine ni Aar gammel. Ti Aar tilbragte vor Fader i Treschows Huus, da blev han i Aaret 1779 ansat som Consumptions-Inspecteur i Christiania. Samme Aar i November havde vore Forældre Bryllup og begave sig til Christiania. Ida Margrete Weile, en Pige fra Jylland, der havde fulgt vor Bedstemoder til Frederikshald, fulgte vore Forældre til deres nye Bestemmelsessted. Denne Pige var et sandt Mønster paa Troskab og Hengivenhed, jeg har hende meget at takke og ikke for legemlig Pleie alene. Henrik og jeg ærede hende ogsaa fast ligesaa meget som vore egne Forældre. Hun havde tre Ønsker; hun var født samme Aar som vor Fader og ønskede at døe samme Aar som han, at faae en hæderlig Begravelse og at erindres engang imellem af os. Gode retskafne Grethe, disse dine beskedne Ønsker ere alle gaaede i Opfyldelse.

Vore Forældre fik Bolig i Nedre Slotsgade i den Gaard, der nu eies af den Herrnhuttiske Menighed. Dens daværende Eier var en Enkefru Miinch[1], der vulgairement blev kaldet Fru Mønniken, og naar jeg siden kommer til at omtale de Originaler, der besøgte vort Huus, vil hun ikke blive glemt, I dette Huus er jeg født den fem og tyvende August 1780. Vor Fader kaldte mig Conradine, og Moder tillagde Navnet Birgitte, der var hendes Moders. Fader var glad og lykkelig; jeg var en Skrighals, og naar Moder havde dysset mig i Søvn, da kyssede han mig, til jeg skreg paa nyt. Den nittende Juli 1782 fik Moder en Søn, der blev kaldt Henrik Albert. Saa usandsynlig det lader, da er det dog vist, at jeg erindrer den Dag, Henrik var til Daaben. Jeg kom ind i vor Storstue, hvor der sad pyntede Damer, og en Kone, man kaldte Marthe Jorde moder, holdt vor lille Broder paa Armen. Han havde et langt Svøb, indvirket med Sølvblomster og besat med Sølvgaloner.

  1. Cecilie Birgitte Lodberg blev 1750 gift med Hans Ludvig Münch (eller Münnich), Generalauditeur og Chef for det Norske Krigs-Bureau, der var fød 1717 og døde 1772.