Papirer. Vor Fader var begavet med megen naturlig Vittighed, og havde han havt en Heibergs eller en Claus Fastings Lærdom, da havde han sikkert fortjent at staae nær disse saa berømte Mænd. I Omgang var han beleven og underholdende, og med Pennen i Haanden var han ret i sit Element; kun maatte han stedse holde sig paa Overfladen af Tingene, da han var temmelig uvidende. Du vil undres over,, at jeg, der kun var et Barn, kunde dømme om dette ; men — han havde mange og gode Bøger, dem han sjelden benyttede, jeg gik i ingen Skole, havde min Frihed hele Dagen og Nøglen til hans Bogskab, og der i den grønne Stue sad jeg den hele Dag, ja Dag ud Dag ind, at læse. Vistnok var der meget, jeg ikke kunde forstaae, men jeg fik dog en Slags Kundskab om adskilligt, saa at jeg imellem hørte vor Fader fremsætte historiske og andre Data, der vare aldeles urigtige. Min Broder Henrik saa velsom jeg vare derfor enige om, at vor Moder vidste mere end han, men at vor Fader var hende meget over legen i det, vi kaldte Forstand.
For at komme tilbage til Conradine, da blev hun ikke gammel; hun var af en spæd og svag Legemsbygning, havde en næsten umærkelig Skjevhed i Rygraden, som i hver af de tolv Barselsenge tog til. Vor Fader talte imellem om hende med Ømhed, og den Forkjerlighed, han havde for mig, reiste sig formodentlig derfra, at jeg bar hendes kjere Navn. En Søndag Ettermiddag sad jeg paa vor Gadetrappe at see paa de Forbigaaende, da be gyndte der at regne Mandler og Rosiner ned over mig, jeg saae i Veiret og blev intet våer, men da Regnen begyndte paa nyt, saae jeg vor Fader i Vinduet af sit Værelse ovenpaa. Dette kjere Minde aflokker mig endnu blide Taarer.
Imellem var han dog meget streng mod mig. Min Moder havde lært mig at læse, og Fader førte mig hen til en ung Mand, Kinck, der skulde lære mig at skrive og tegne. Jeg var der nogle Gange, men Kinck var sjelden
