7de Marts 1852.
Min kjere gode Broder! Det har ofte faldet mig i Tankerne, at Du kun var syv og et halvt Aar gammel, da vor agt- og elskværdige Fader ved Døden maatte forlade os, og at Du maaskee derfor neppe erindrer ham og veed kun lidet eller intet om ham, medens jeg, der er fire Aar ældre, erindrer og veed meget om ham, der nu kunde være Dig kjert at erfare. Jeg har derfor længe tænkt paa at opsætte skriftlig disse mine Erindringer og at meddele Dig dem. Jeg har meddeelt mine Døttre denne min Plan, og de have opmuntret mig til at udføre den. Altsaa vil jeg, i Guds Navn, gaae lige til Sagen.
Vor Oldefader, Christopher Hansteen, var Præst i Vordingborg og havde fire Sønner: Henrik, Christopher, Jakob, Bartholomæus. Den sidste gik til Holland og døde der ugift i 1792. Henrik, vor Farfader, var Præst i Tystrup og Hallagerlille. Han var Enkemand og havde tre Døttre. En Søndag, da han stod paa Prædikestolen, saae han nede i Kirken en ung Pige sidde, der syntes ham saa yndig, at han kun med største Anstrængelse kunde blive færdig med sin Prædiken. Pigens Navn var Conradine Nygaard, og hun var noget langt ude i Slægtskab med Præsten. Han havde ogsaa seet hende før, men hun havde aldrig forekommet ham saa elskværdig. Da han kom fra Kirken, satte han sig hen at skrive hende til. Brevet var paa Riim og begyndte saaledes:
