Casserer Leth, var jeg ulydig. Denne Mand havde jeg Ringeagt for; han stammede meget stærkt, kunde ikke udtale Bogstavet F, og syntes mig at være det modsatte af en Mand. Der var saa meget, han ikke kunde taale, og saa mange, han ikke kunde lide. Han spiste aldrig Smør eller Ost; dette kunde jeg nu ikke fortænke ham i, da jeg selv var og er endnu ingen Helt i det Capitel; men han kunde ikke engang taale at see disse Sager og flyttede fra et smukt og beqvemt Logis, fordi han havde mødt Vertinden paa Gangen med en Smørtallerken i Haanden. Han var Pedant i høieste Grad.
Brochmann eiede en stor Gaard i Pilestrædet, som dengang blev kaldet Rakkergaden, fordi den Eiendom, som nu kaldes Bakkehuset, havde i umindelige Tider tilhørt Rakkeren; forgjeves opfordrede Brochmanns Familie Folket til at kalde Gaden Pilestrædet, det klang dem for dansk; »Rakkergata« var ægte norsk. — Sønnen, Assessor Brochmann, var sin Fader meget ulig; han var vranten, suur og uselskabelig. Datteren havde i sit ottende Aar havt et apoplektisk Anfald, der havde standset Væxten i den ene Halvdeel af hendes Ansigt; hun saae stedse ud, som om hun heldede Hovedet til den ene Side. Jeg saae hende aldrig smile, men hun var dog mere selskabelig end Broderen. Hun blev gift med Bremer i Fredriksstad og døde tidlig. — Den gamle Fru Brochmann døde, og Brochmann giftede sig igjen med Frøken Storm, en aldrende Dame, som havde været nogle Aar i hans Huus. . . . . Denne elskværdige gamle Mand døde kort efter, og Sønnen, der fik en yndig Kone, var det modsatte af sin Fader. Efter ti Aars Ægteskab fik Fru Brochmann en Datter, der blev gift i det tyvende Aar med en Svenske, Uggla, og efter atter ti Aars Forløb døde Fru B. i Barselseng. Medens hun laae paa det Yderste, holdt Brochmann en svare Støi i Huset over to Kjødpølser, der vare blevne borte i Kjøkkenet. Han gik til sin Kones Seng at beklage sig derover, men hun hørte ikke hans Pølseklage, — hun var allerede død. . . . . . . . . . . . . . .
