til Stenersen, siden kjøbtes den af General Meyer; hun kjøbte en Gaard i Kirkebakken, hvor hun boede til sin Død. Jolivet giftede sig med hendes Huusjomfru og blev Fader til en Søn og to Døttre. Den ene af disse ernærede sig kummerlig ved at holde Skole her i Trondhjem. Hun havde intet bevaret af sin franske Hermkost uden Navnet.
Fru Oppen havde en Søn og en Datter. Sønnen var Lieutenant, blev afskediget, sat i Daarekisten, hvor han forblev i mange, mange Aar. Hans Vanvid viste sig i et unaturligt Had, han havde fattet til sin Moder, hvem han flere Gange havde gjort Forsøg paa at tage afdage ved Gift. Omsider havde General Wedel Medlidenhed med ham og forskaffede ham sin Frihed. Han yttrede aldrig andet Tegn paa Galskab, men nævnte man Moderens Navn for ham, da sagde han: Hun er min værste eller eneste Fiende. Han havde endnu 7000 Spd. tilbage af sin Formue, hvad han gjorde med dem, veed jeg ikke. – Søsteren, Frøken Oppen, der var gift med Biskop Schmidts Søn, døde i Danmark saavelsom hendes Mand uden Livsarvinger eller Testamente, og saaledes retournerede de sidste Levninger af Rotteanders’s Formue til Norge, far at deles mellem en Mængde langt ude Beslæktede af Biskop Schmidt og hans Hustrue, fød Lemmich.
{{midtstilt|Regimentsævarteermester Brochmann. Denne Mand kan Du vel neppe mindes, kjere Broder, dog kom han ofte i vort Huus. Vor Fader elskede ham, Moder saavelsom Grethe agtede og ærede ham, og selv vor Kokkepige Marthe sagde om ham: »Hvilken brav Mand, og spiser saa reent op af sin Tallerken!« – Moder fortalte, at jeg engang ved Bordet sagde til en af Gjæsterne, der lod endeel af Maden ligge igjen paa Tallerkenen: »Spiis det op! mener Du, at nogen anden vil have dine Skjeggelevninger?« – Jeg havde megen Ærbødighed for Brochmann og kyssede hans Haand, naar han kom til os; men da Moder opfordrede mig til at gjøre det samme ved
