som forstod mesterlig at kjøre Hestene. Denne havde nu arvet sin Fader og var bleven Eier af Gaarden Ørager og en riig Mand. Ikke desmindre tilbød han sig at fungere som Kudsk paa Bogstad under Prindsens Ophold der. Prindsen lagde Mærke til den udmærket færdige Kudsk, og ved Afreisen bad han Anker at lade sin Kudsk komme ind, da han ønskede at give ham en Belønning. Anker sagde nu, at denne Kudsk ikke var hans Tjener, men en riig Gaardmand. Prindsen forlangte at tale med ham. Deres udmærkede Færdighed i at kjøre, sagde han, har glædet mig, og jeg ønskede at gjøre Dem en Fornøielse igjen. Siig mig, hvormed jeg kan tjene Dem! — Jeg ønsker intet for mig selv, svarede Peder Roverud, men jeg har en Søn paa Latinskolen, jeg vil lade ham studere Theologie; naar han har faaet sine Examina, vil da Deres kongelige Høihed betænke ham med et Præstekald? — Sikkerlig, svarede Fredrik, og annoterede Peder og Lars Roveruds Navne i sin Lommebog. Men Lars Roverud vilde ikke studere Theologie, og derfor gjorde Faderen ham arveløs.
La nature humaine est toujours belle,
iriais non pas également belle.
Der er nu hengaaet flere Dage, maaskee et Par Uger, siden jeg fortsatte det vistnok behagelige Arbeide at opskrive mine Erindringer for eder, kjere Børn og Venner; en Slags Frygt eller Undseelse har holdt mig tilbage. Naar jeg talede om min ædle Fader, om den gode Grethe, om den elskværdige Alette, da betalte jeg Kjerligheds og Taknemmeligheds Tribut, da fyldestgjorde jeg mit Hjertes Trang, min Tale gik fra Hjertet, og hvo, som selv havde Hjerte, deelte mine Følelser. Naar jeg derimod fremfører Personer paa Scenen, der have været mig mere eller mindre fremmede eller ligegyldige, og Situationer, der kun lidet have vakt min Deeltagelse, da staaer jeg i Fare for at blive kedsommelig; thi det Vid og Lune, der
