af Alt elskede han sin lille Morten. Denne var ogsaa det yndigste Barn, man kunde see, god og venlig, munter og opvakt, lærvillig og for det meste lydig. Morten havde kun een Feil, der bestod deri, at han gjerne vilde drille Andre, men hans Drillerier vare uskyldige, og man kunde ikke vredes paa ham. En Dag kom hans Moder ud i Gaarden og saae med Forskrækkelse, at der var sat en Stige til Taget, og at Morten var gaaet op ad den, og gik at spadsere i Tagrenden. Hun raabte til ham og befalede ham at gaae ned, men Morten blev ved at vandre. Bispinden kaldte sin Mand ud, og de raabte begge til Morten, bad og befalede ham at gaae ned. Morten svarede: Jeg gaaer ikke ned, førend Fader siger: Dævelen gale i min tykke Mave. Derpaa begyndte Morten at klavre stedse høiere op paa Taget, Moderen var ude af sig selv af Skræk, Faderen, der svedede Angstens Sved, gjorde hvad Morten forlangte, og nu gik han forsigtig ned. — Da Morten var tolv Aar gammel, sendte Faderen ham til Kjøbenhavn, hvor han blev ansat som Page ved det kongelige Hof. Biskoppen skrev til Page-Hovmesteren og bad ham om at have et vaagent Øie med Morten. Han havde ikke været der længe, før Hovmesteren fik vide, at Morten Aftenen før havde havt sine Cammerader hos sig, beværtet dem med Viin, og at de havde været meget lystige og høirøstede. Morten blev nu kaldet, og Hovmesteren forestillede ham, hvor ilde det sømmede sig for ham, Søn af en Biskop, at forlede sine Cammerader til uordentligt Levnet; man maatte vente af ham, at han vilde foregaae dem med et godt Exempel. Morten svarede: Da jeg reiste fra Hjemmet, forærede min Fader mig sin Bibel og formanede mig til at holde mig dens Lære etterrettelig. Dette har jeg gjort igaar, og dette skal jeg bevise Dem. Derpaa hentede han Bibelen og slog op et Sted, hvor det heder: Drik Dig en Maade Viin til dit Maaltid. I en Note stod skrevet: en Maade er tolv Potter. Der kan De see, der staaer, at jeg skal drikke tolv Potter,
