det dramatiske Selskab, sagde hun, thi der maatte man jo tåge imod den Rolle, man blev tildeelt, og hun hverken kunde eller vilde spille Elskerinde-Roller. Ja, dersom hun var gift, og hun da kunde, ligesom Fru Thulstrup, spille Elskerinde-Roller med sin Mand! Allerværst var det med hende, naar hun, som ofte var Tilfældet, forsnakkede sig. Du erindrer, at Bulls havde en stor Hund, der kaldtes Burman, og en Tjener, der hed Mads. En Aften ved Bordet, hvor Mads vartede op og Burman gik om Bordet, vilde hun sige: Jeg har Lyst til at tage Burman i Rumpen, men forsnakkede sig og sagde Mads istedetfor Burman. Justitiarius svarede ganske alvorlig: Tous les goûts sont pour moi respectables. Det var kun meget sjelden, og naar Fru Koren var i Byen, at jeg havde Anledning at komme i Bulls Huus; Du, kjere Broder, der saa ofte havde Adgang der, har sikkert beholdt mange kjere Minder fra denne elskelige Familie. Fru Koren, der havde fattet Godhed for mig og kaldte mig sin Datter, lod mig læse de Breve, hun modtog fra Dichmann, der engang havde været hendes Forlovede, stedse hendes Ven, og fra Øhlenschlæger:
Mor Koren, Mor Koren!
Du altid har Horn
I Siden paa mig.
Mor Koren, Mor Koren!
Om jeg er uvoren,
Hvad rager det Dig?
Mor Koren, Mor Koren!
Til Skriveren soren
Du drager nu hen o. s. v.
Der var engang i Agershuus Stift[1] en Biskop, der hed Scavenius. Han havde en eneste Søn, der hed Morten. Biskoppen var en godmodig, føielig Mand, der elskede Magelighed og god Mad; han havde ogsaa en stor Forkjerlighed
for Sølvtøi, som vi snart skulle see; men høiest
- ↑ I Agershus Stift har der aldrig været nogen Biskop af Navnet Scavenius, men vel i Stavanger; dog kjendes ingen Søn af denne ved Navn Morten.
