Jeg kan ikke nægte mig den Fornøielse at fremsætte et af hans Smaadigte, der sikkerlig aldrig har været trykt.
Til Louise Stockfleth.
Vent ei Fortunas høie Gunst at vinde!
Madamen er af Deres eget Kjøn;
Hun sine Luner har og nok tør finde,
At De er altfor vittig, yndig, skjøn.
.....................
Var Lykken derimod en Adams Søn,
Han vandred stedse glad ved Deres Side
Og fandt i Deres Smiil sin bedste Løn.
Fredrik Schmidt var den smukkeste Mand, jeg nogensinde saae, og den stakkels pukkelryggede Jette D... var ham til megen Besvær; han vilde ikke som Præsten Bull sige til hende: Gaae! Afskum — Fløden i Kjøkkenet! — Han var Præst i Tugthuset, og hun forsømte naturligviis aldrig nogen Søndag at gaae i Tugthuuskirke. Hun var bleven vaer, at han, nåar Gudstjenesten var ude, almindeligen gik ind til Inspecteuren, Justitsraad Hartvig, for at spise Frokost. Hun havde til disse Folk intet Bekjendtskab, men da Gudstjenesten var mod Enden, styrtede hun en Søndag ind i Hartvigs Stue, kastede sig paa en Stol og vilde besvime. Døren til Gangen stod aaben, og hun saae Schmidt gaae forbi for at gaae ud af Huset. Det gaaer over, raabte hun og rendte efter ham. Fru Hartvig fortalte mig denne Scene. Man paastod, hun lagde an paa Præsten Wilse. Jeg saae et Brev fra Sara Boyesen til Fru Koren, hvori stod disse Linier, der vare dicterede af Fredrik Schmidt:
Fremdeles bedes meget hilse
Fra Jette D.... Præsten Wilse.
Hans nye røde Stoffes Trøie
Den stikker stærkt i hendes Øie,
Hun brænder høit af Elskovs Lue
Og ønsker snart at blive Frue.
(Rygtet sagde, at Wilse havde ladet sig gjøre en rød Nattrøie.) Det er fast ikke muligt at være mere affecteret og smagløs, end den stakkels Pige var. Hun vilde ikke gaae ind i
