ikke mere erindrede hende derom, saa blev baade hun og Datteren ganske derfra.
Saaledes hengik nogle Maaneder, da blev Madame Jakobsen vaer en betydelig Forandring i Damens Udseende; hun talede i Enrum med Studenten. — Jeg gratulerer Dem af Hjertet; De bliver, saa vidt jeg kan forstaae, snart den rige og smukke Dames Mand. — Vistnok haaber jeg dette. — Naar skal Bryllupet være? — Jeg kan ikke faae nogen Bestemmelse desangaaende; naar jeg taler derom, bliver hun ilde tilmode og giver mig intet Svar. — Har der da været Misforstaaelse mellem eder? — Langtfra, hendes Kjerlighed til mig er stedse den samme. — Har hun da ikke lovet Dem Ægteskab? — Egentlig talt ikke, men — det er dog ikke muligt andet. Tal De med hende og bring hende til at bestemme Dagen! — Madame Jakobsen henvendte sig nu til Damen: De har i Sandhed gjort et meget godt Valg og vil ikke fortryde, at De har givet denne ædle unge Mand Deres Hjerte. Deres Bryllupsdag skal være ogsaa for mig en Glædesdag, og De maae nu ikke udsætte den længer. — Dette er en forunderlig Tale; hvad vil De sige med min Bryllupsdag? jeg har jo sagt Dem, at jeg aldrig vil gifte mig. — Det var dengang, men nu vil De dog? — Nei sikkert ikke, min Frihed er det dyrebareste, jeg eier. Hvem har bragt Dem paa saadanne Tanker? — Umulig kan jeg troe andet, det kan ikke være Deres Alvor. Studenten — Har han sagt, at jeg har lovet at ægte ham? — Nei, men efterat De har været saa fortrolig med ham — Har jeg derfor ikke isinde at opoffre min Frihed for hans Skyld; jeg har allerede føiet de fornødne Anstalter, og om et Par Dage forlader jeg dette Land. — Madame Jakobsen blev maalløs af Forundring; endelig sagde hun: Og ham vil De gjøre saa ulykkelig? — Jeg har ingen Fortræd gjort ham. — De har ikke, siger De, med Ord lovet ham, at De vilde ægte ham, men maatte ikke Deres Handlinger over tyde ham om, at den Lykke var ham vis, snart at eie en smuk, yndig Kone,
