det endnu værre, og for at komme fra dette besværlige Overhæng har jeg begivet mig herhid, og jeg haaber i Deres Huus at være frie for Ægteskabstilbud; thi jeg vil ikke gifte mig. Sommeren gik hen, den unge Dame gjorde ingen Bekjendtskaber og lod til at være vel fornøiet med sin nærværende Stilling. En Dag sagde hun til sin Vertinde: Kan De give mig Anviisning paa en Lærer i Fransk? jeg har vel lært dette Sprog, men der mangler mig dog meget, og jeg vil nu anvende nogen Tid og Flid herpaa. Madame Jakobsen svarede: Jeg kjender en Student, der ønsker at give Underviisning heri; det er en meget duelig og meget sædelig og i enhver Henseende roesværdig ung Mand, der ingen anden Feil har end den, at han er fattig. Jeg maae dog see ham først, sagde Damen. Lad ham komme her under et Paaskud, saa jeg faaer ham at see, men siig ham intet om min Hensigt. Studenten kom, og da han var gaaet, sagde Damen: Jo, tal til ham! han maae give mig Under viisning i Fransk. Men De maae love mig ikke at forlade mit Værelse, saalænge han er her; skulde De nødes til at gaae derfra, om end kun et Øieblik, da maae Deres Datter træde i Deres Sted. Gjerne, var Svaret, imidlertid vær forsikkret, at De intet vover ved at være i Selskab med ham. Jeg kjender ham nøie: sædelig og beskeden, retskaffen og god. Ligemeget, sagde Damen, De vil gjøre, hvad jeg beder Dem om. Underviisningen begyndte, og Madame Jakobsen var hver Gang tilstede. Efter et Par Maaneders Forløb, da Madamen i Timen maatte gaae fra dem og efter Aftale sendte Datteren op i sit Sted, blev denne vaer, at under Læsningen laae Jomfruens Haand i Studentens. Da hun siden fortalte sin Moder dette, blev denne meget glad. Denne værdige unge Mand, sagde hun, fortjener en saadan Lykke; jeg sagde jo om ham, at han fattedes intet uden Penge og Gods, nu faaer han sikkert ogsaa dette. Madame Jakobsen passede nu lidt efter lidt mindre paa at være tilstede ved Underviisningen, og da Damen heller
