ástmaðr, m. Ven. Fm. IV, 204; Stj. 237; Pr. 421; Heilag. I, 6396.
ástráð; n. venligt, kjærligt Raad. Hým. 4, 30; OH. 12430.
ástriðari, m. Modstander, Bekjæmper. Heilag. I, 6805. II, 63494.
àstríki, n. megen, stor Kjærlighed. Grett. 195; Mar. 957. 2578; Heilag. II, 13940; hafa á. af e-m ɔ: være meget elsket af en. Flat. 1, 52125; Fld. 11, 326.
ástríkr, adj. kjærlighedsfuld; ástríkt hugskot Mar. 33813: rétti sína hœgri hönd — yfir sínum bletsaðum frænda ok ástríkum postola Post. 47618 ástríkr e-m ɔ: fuld af Kjærlighed til en. Mar. 3283; ástríkr til e-s d. s. Heilag. II, 6522. 14018.
ástsamliga, adv. kjærligen. Fm. IV, 82. IX. 434.
ástsamligr, adj. kjærlig; ástsamligt fóstr Sturl. I, 10819; ástsamlig miskunn Hom. 32.
ástsamr, adj. kjærlig sindet mod en (við e-n). Hom. 9218; Pr. 251.
ástsemd, f. Kjærlighed, kjærligt Sindelag. Fm. VI, 72. 186.
ástsemdarfrændsemi, f. kjærligt Slægtskabsforhold. Sturl. I, 26530.
ástsemdarrád, n. kjærligt Raad. Anecd. 7.
ástsemdarverk, n. Kjærlighedsgjerning, = ástarverk. Kgs. 14731.
ástsemdarvinátta, f. kjærligt Venskab. Kgs. 16135.
ástsemi, f. = ástsemd. Klm. 28411. 46714.
ástsæld, f. Yndest. Isl. 10.
ástsæll, adj. elsket, yndet af en (e-m, af e-m). Isl. 10; OH. 2402; Fm. V, 131. VII, 102.
ásttryggr, adj. trofast i Kjærlighed. Str. 2639 jvf. 2632.
ástúð, f. (for ásthúð, ásthugð) Kjærlighed, = ástarhugr; leggja ástúð til e-s ɔ: fatte Kjærlighed til en. Fm. VI, 120; e-m er ástúð til e-s ɔ: en har Kjærlighed til nogen, Þ.hræð.* 108.
ástúðarfrændsemi, f. kjærligt Forhold mellem Slægtninge (jvf. ástfrændkona). Sturl. I, 26530.
ástúðarvinr, m. = ástvinr. Flat. III, 3238.
ástúðigr, adj. elsket, yndet af en (e-m). Fm. I, 55. 81; var ástúðigt með þeim ɔ: der var et kjærligt Forhold mellem dem, Sturl. I, 8837; brœðrum er ástúðigt til — erkibiskups Heilag. II, 1545.
ástúðligr, adj. elskværdig. Flat. I, 813; Sturl. I, 116.
ástugr, adj. kjærligsindet. Vsp. 17.
ástunda, v. (að) være begjærlig efter, ivrig til noget, = stunda á.; m. Inf. Stat. 79 28229; á. til hlýðni konungsins boðorða Heilag. I, 3394.
ástundan, f. 1) Opmærksomhed; hafa sína ástundan til himintungla gangs Stj. 101. 2) Attraa, Bestræbelse. Alex. 163; öll þeirra ástundan var alla tíma til íllra hluta Stj. 557; hvervetna þess er eitt folk er skipt í marga staði með höfðingja ástundan Kgs. 7637 jvf. 794. 3) Hensigt; atvik ok ástundan (lat. intentio) dœmir alla hluti Bp. I, 9738; hver ástundan hefir fylgt verkinu, er guði kunnigt Bp. II, 9822; yðvars erfiðis ok starfs Heilag. II, 37916; ástundan hyggjunnar (= lat. intentio mentis) Heilag. II, 33715.
ástvina, f. Kvinde, til hvilken en staar i Kjærlighedsforhold. Mar. 19313; Thom. 30035.
ástvinátta, f. inderligt, hjertligt Venskab. Eg. 85.
ástvinr, m. oprigtig Ven. Fsk. 39; alda ástvinr, Flat. III, 3792.
ástþokki, m. = ástarþokki. Fm. VI, 341.
ásýn, f. se ásjón.
ásýna, v. (nd) vise, lægge for Dagen. Fm. IV, 799 V, 345.
ásýna, f. 1) Beskuen, Seen, Betragten. Mar. 18127. 2) Udseende, Skikkelse, = ásjón 2; ágætr maðr bæði at ætt ok ásýndum Fm. I, 101. 3) Aasyn, Ansigt, = ásjóna 2, Stj. 431. 3) hvad man kan se af en Ting, dens Overflade, = ásjóna 3. Stj. 2763. 5) = ásjón 4, ásjóna 4. Mar. 105830.
ásýniligr, adj. iøjnefaldende, fortjent til Opmærksomhed. Heilag. I, 45316. 47326; Barl. 5521.
ásýnis, adv. af Udseende, at se til. Fm. X, 284; Pr. 186; fríðr á. Flov. 1437; varð hon svá á. sem sá maðr, er blóðrás mœðir Flov. 1432.
ásynja, f. en af de kvindelige Æser, eller af de hedenske Gudinder. SE. I, 82. 114.
ásýnn, adj. synlig, som kan sees. Kgs. 4234; Grg. 14915. 18; Grág. 30119.
ásœkni, f. Tilbøjelighed til at overfalde, fortrædige andre (jvf. ásókn), = áleitni. Finb. 2020 v. l.
at, præp. (af Islendingerne allerede tidligen udtalt og skrevet aþ. f. Ex. Post. 14011; Herv. 2228; men i Norge át f. Ex. DN. I, 5137. IV, 374. V, 61. 88; hvilket sidste stemmer overens med den endnu der og i Sverige brugelige Udtale åt; det falder i Betydningen for en stor Del sammen med eptir, ept og kan derfor saa meget heller antages. som en Afændring af apt, at staa i Forbindelse med aptr, der jo i Sverige er blevet til åter). 1) efter, naar det er forbi,
