Side:Fritzner - Ordbog over det gamle norske Sprog 1.djvu/4

Forord.

Den første Udgave af min Ordbog over det gamle norske Sprog, som udkom i Aaret 1867, vandt saa megen Anerkjendelse og fik en saa rask Afsætning, at der ikke hengik mange Aar, inden det hele ret betydelige Oplag var udsolgt. Men hvor megen Tilskyndelse jeg allerede deri kunde haft og hvor megen Opfordring jeg end fik til at lade Værket udkomme i et nyt Oplag, kunde jeg dog ikke lade mig bevæge dertil, naar jeg ikke saa mig i Stand til at undergive det en gjennemgaaende ny Bearbeidelse og derefter lade det fremkomme i en saadan Skikkelse, at det nogenlunde kunde tilfredsstille mig selv og fyldestgjøre mindre tarvelige Krav end dem, som lode den første Udgave finde en saa god Modtagelse. Men da dertil foruden en kritisk Gjennemgaaelse af den første Udgaves Indhold ikke alene udkrævedes en bedre Benyttelse af de Materialier, som ved den første Udgave stode til min Raadighed, end den som Omstændighederne da tillode mig, men ogsaa krævedes en Tilgodegjørelse af de mange Kilder til Kundskab om det gamle norske Sprog, som senere vare blevne mig tilgjængelige, var en saadan Bearbeidelse paa den anden Side betinget af, at jeg paa dette Arbeide saa at sige kunde offre hele min Tid og Kraft, samt udføre det under heldigere Forhold end dem, hvori jeg i saadan Henseende tidligere havde været stillet. Efterat dette allerede i flere Aar havde været mig givet, var det i Aaret 1883 kommet saavidt, at jeg kunde lade de første Ark af Ordbogen komme ud i denne nye Udgave, der vil vise sig saaledes forbedret og forøget, at den paa en vis Maade kan være at anse som et i det hele nyt Værk baade med Hensyn til Indhold og Omfang. Alligevel kan det ikke være anderledes, end at ogsaa denne Udgave vil efterlade adskilligt at ønske baade med Hensyn til Fuldstændighed og Nøiagtighed. Men ligesom Fuldkommenhed deri, hvor meget den end efterstræbes, vel endog under alle Omstændigheder vanskeligen vil kunne opnaaes, saa kan jeg til Undskyldning for meget og mangt, som man i disse Henseender kan komme til at savne, nævne den Omstændighed, at jeg ikke turde offre saa megen Tid paa at søge alle Krav fyldestgjorte, at jeg derved berøvede mig Udsigten til at kunne fuldføre Arbeidet. Naar dette nu er skredet saa langt frem, at Værkets første