II.
Kong Bele og Thorstein Vikingson.
Kong Bele, lænt paa Sværdet, i Kongshal stod,
Og hos ham Thorstein Vikingson, den Bonde god,
Hans gamle Vaabenbroder, snart hundredaarig,
Med Arr som Runestenen, og sølverhaarig.
Som Offerhuse stod de fra Hedenold,
Nu siunkne halv blandt Fielde, dog kneiser bold
End under trofast Hvælving mangt Fortidsminde,
Og Viisdomsruner tælles paa Murens Tinde.
Det aftnes, sagde Kongen, ei er jeg ung,
Ei Miøden vil mig smage, min Hielm blir tung.
For Øiet mørknes Jorden; men Morgenrøden
Fra Valhal lyser for det; jeg aner Døden.
Din Søn med mine kaldte jeg til min 8o,
Thi de tilsammen høre, ret som vi to.
En Varsel vil jeg give de Ørne unge,
Før Ordet hen er sovet paa død Mands Tunge.
Da treen de frem i Salen, af Kongen kaldt,
Og forrest blandt dem Helge, en mørk Gestalt:
Om Altret, mellem Spaamænd, hvor Blod var runden
Helst saaes han; kom nu blodig fra Offerlunden.
