Lad os prøve spørgsmålet på kjendsgjærninger. Tag f. eks. en arbeidsgiver, som forvandler råstof til færdige produkter bomuld til klæde, jern til stålvare, læder til støvler o. s. v. og som betaler sin arbejdsstok, som tilfeldet sædvanlig er, en gang om ugen. Gjør en nøjag tig optegnelse af hans kapital mandag morgen før arbejdet begynder, og den vil da bestå af hans bygninger, maski ner, råstoffer, kontante penge og oplag af færdige varer. Lad os for simpelheds skyld tænke os, at han hverken kjøber eller sælger i ugens løb, og gjør så, efter at arbej det er stanset, og han har betalt sin arbejdsstok lørdag aften, en ny fortegnelse over hans kapital. Forrådet på kontante penge vil være mindre, ti arbejderne har fået sin løn udbetalt deraf; der vil være mindre af råstoffer, kul o. s. v., og fra bygningernes og maskinernes værdi ma der gjøres et afdrag, som svarer til slidningen i ugens løb. Men dersom han driver en lønnende forretning - hvad der gjennemsnitlig må være tilfældet – vil forrådet af færdige varer være blevet så meget større, at alle disse formindskelser udjævnes, og at slutningssummen viser en kapitalforøgelse. Åbenbart blev altså det beløb, han be talte sin arbejdsstok i løn, ikke taget af hans egen eller af nogensomhelst andens kapital. Det kom, ikke fra no gen kapital, men fra den værdi, arbejdet selv frembragte. Der kunde lige så lidt være tale om kapitalforskud, som om han havde lejet sin arbejdsstok til at samle skjæl og
mand til at børste mine støvler, betaler jeg ikke lønnen af nogen kapital, men af formue, som jeg har bestemt ikke til produktive formål, men til forbrug for min egen person. Selv om den løv, der således, opfattes som taget af kapitalen, overflyttes den ved ie handling fra kapitalens kategori over til den formueskategori, bestemt til ejerens forbrug, amme måde, som år en eigarhandler tager et dusin cigarer ud af sit lager og stikker dem i sin lomme til eget brug.
