kræfter afhænger af tilgangen på kapital, og fremdeles, at arbejdslønnen bestemmes ved forholdet mellem det antal arbejdere, der søger sysselsættelse, og beløbet af den ka pital, der er bestemt til arbeidsløn for dem.
Jeg tænker dog, at undersøgelserne i det forrige ka pitel vil sætte enhver i stand til at se, hvor fejlen i denne tankegang ligger, en fejl, som har indviklet nogle af de mest skarpsindige hoveder i en væv, som de selv har spundet. Fejlen stikker i brugen af ordet kapital i to betydninger. I forsætningen, at kapital er nødvendig til udførelse af produktivt arbejde, opfattes ordet kapital som indbefattende næring, klæder, hus o. s. v.; i de slutninger, som afledes deraf, blir derimod ordet brugt i sin sædvan lige, rigtige betydning af formue, der ikke tjener til at tilfredsstille øjeblikkets behov, men til at frembringe mere formue formue i arbejdsgivernes hånd i modsætning til arbejderne. Slutningen er ikke det mindste mere rig tig, end om man af den indrømmelse, at en arbejder ikke kan gå til arbeide uden frokost og klæder på kroppen, vilde uddrage den slutning, at så kan ikke andre arbejdere gå til sit arbeide end de, som arbejdsgiverne først har for synet med frokost og klæder. Og dog er jo det virkelige forhold det, at arbejderne i regelen skaffer sig selv sin frokost og de klæder, de går til arbeide med; og fremde les er det en kjendsgjærning, at kapitalen (i den betydning, hvori ordet anvendes i modsætning til arbejde) vistnok i undtagelsestilfælde går ind på, men aldrig er tvunget til at give arbejderne forskud, før arbejdet er begyndt. Af hele det uhyre tal ubeskjæftigede arbejdere i den civilise rede verden for tiden er der rimeligvis ikke en eneste, som, dersom han er villig til at arbejde, ikke skulde kunne fåes uden forskud på lønnen. En stor del vilde uden tvil med glæde gå til arbejdet på det vilkår, at lønnen ikke skulde udbetales før månedens slutning; der vilde være
