nester, tør klarlig nok enten henregnes til velgjørenhed eller til borgen og kjøb
Jeg dvæler ved denne åbenbare kjendsgjærning, at arbejde altid går forud for løn, fordi det til forståelse af de mere indviklede foreteelser ved lønnen er af den største vigtighed, at man beholder dette i mindet. Og så indly sende som sagen er, efter hvad jeg har anført, så skriver dog sandsynligheden af den sætning, at lønnen blir taget af kapitalen en sætning, som man har gjort til grund lag for så vigtige og vidtrakkende slutninger sig nær mest fra en antagelse, der miskjender denne sandhed og leder opmærksomheden bort fra den. Denne antagelse er, at arbejdet ikke kan udøve sin produktive kraft, med mindre det forsynes med underhold af kapitalen.*)[1] Den læser, der ikke er på sin post, erkjender øjeblikkelig den kjendsgjærning, at arbejderen må have næring, klæder o. s. v. for at kunne forrette sit arbejde, og da han nu har 1]det sig fortælle, at den næring, de klæder o. s. v., som den produktive arbejder bruger, er kapital, så erklæ rer han sig enig i den slutning, at forbrug af kapital er nødvendig, når arbejdere skal sysselsættes. Herfra blir det så med største lethed afledet, at næringsfliden ind skrænkes af kapitalen, at cfterspørgselen efter arbejds-
- ↑
- ) »Næringsfliden indskrænkes af kapitalen . . . . . Der kan ikke være