indbefatter i sig al arbejdsfortjeneste, både den, som ar bejderen får umiddelbart i resultaterne af sit arbejde, og den, som han far af en arbejdsgiver, så er det klart, at den me ning, at lønnen blir taget af kapitalen denne mening, Rvorpå der i de sædvanlige statsøkonomiske skrifter uden betænkning blir opført en så uhyre overbygning idet mindste for største delen er urigtig, og at det yderste, som med noget skin af sandhed kan påståes, er det, at én slags løn nemlig den løn, som arbejderen modtager af ar bejdsgiveren — er taget af kapitalen. Denne indskrænk ning i hovedforudsætningen afkræfter straks alle de slut ninger, som er draget af den; men uden at opholde os derved skal vi prøve, om den selv i denne indskrænkede forstand stemmer overens med de virkelige forhold. ILad os tage tråden op der, hvor Adam Smith lod den falde, gå fremad skridt for skridt og undersøge, om ikke det forhold kjendsgjærningerne imellem, som ligger klart for dagen i de enkleste former af produktion, også holder stik i de mest indviklede.
Det, der i simpelhed kommer nærmest op til hin itingenes oprindelige tilstand — et forhold man endnu kan finde mange eksempler på, og hvor den hele arbejds afkastning tilhører arbeideren er den ordning, hvorefter arbejderen, uagtet han arbejder for en anden person eller med en anden persons kapital, får sin løn in natura, det vil sige i de ting, som hans arbejde frembringer. I dette tilfelde er det lige så klart, som når arbejderen arbejder for egen regning, at lønnen virkelig blir taget af arbejds afkastningen og aldeles ikke af kapitalen. Dersom jeg lejer en mand til at samle æg, plukke bær eller lave sko og betaler ham af æggene, bærene eller skoene, som hans arbeide skaffer mig, så kan der ikke være noget spørgs mål om, at kilden til denne løn er det arbejde, som løn
nen betales for. Ind under denne slags leje hører også den
