keligheden sit arbejde til samme formål, som den forhisto riske vilde gjorde, når han brugte sin morter, nemlig kor nets tilberedelse til menneskeligt fødemiddel.
Og når vi således fører alle den moderne produktions indviklede fremgangsmåder tilbage til deres laveste former, så ser vi, at hver enkelt, som deltager i dette produktio nens og omsætningens uendelig forgrenede og indviklede net, gjør i virkeligheden det samme, som urmennesket gjorde, når han klatrede op i træerne for at hente frugter eller fulgte ebben for at søge efter skaldyr han søger ved opbydelse af sine kræfter fra naturen at opnå tilfreds stillelsen af sine ønsker. Dersom vi fastholder dette, der som vi betragter produktionen som et hele, som et sam arbejde af alle, der indenfor de mange forskjellige grupper arbejder for at tilfredsstille hver enkelts forskjellige fornø denheder, da ser vi klart, at den løn, enhver får for sin anstrængelse, kommer som udbyttet af denne anstrængelse lige så sikkert og lige så umiddelbart fra naturen som til fældet var med det første menneske.
Vi vil oplyse dette ved eksempler. I de enkleste for hold, vi kan tænke os, søger enhver efter sit eget agn og fanger sin egen fisc. Men snart indser man fordelene ved at dele arbejdet, og den ene søger efter agn, medens den anden fisker. Og dog er det jo klart, at den, der søger efter agn, i virkeligheden gjør lige så meget for fiskefangsten som de egentlige fiskere. Når man så senere opdager fordelen ved at bruge både, og man istedenfor at lade alle gå på fiske, lader en blive tilbage for at bygge og istandsætte både, så vier jo bådbyggeren i virkeligheden sit arbejde lige så meget til fiskefangsten som fiskerne, og fisken, som han spiser om aftenen, når fiskerne kom mer hjem, er ikke mindre et produkt af hans arbejde end af deres. Er således arbejdets deling i fuld gang, fisker den ene, jager den anden, plukker den tredje bær, samler
