Befolkningsforøgelsens virkning på formuesfordelingen.
Den måde, hvorpå den voksende befolkning bringer jordrenten til at stige, er efter de sædvanlige forklaringer og oplysende eksempler den, at den forøgede efterspørgsel efter livsfornodenheder driver produktionen over på dår ligere jord eller pa lavere produktionsmader. Om altså ved en given befolkning dyrkningsgrænsen er 30, sa kom mer al jord med højere produktionskraft end 30 til at betale jordrente. Fordobler befolkningen sig, så kræves der en forøget mængde af levnetsmidler, som ikke kan fåes uden en udvidelse af dyrkningen, og derved kommer megen jord til at betale jordrente, som før ikke ydede nogen. Går opdyrkningen ned til grænsen 20, så kommer al jord mellem 20 og 30 til at give jordrente og have værdi og al jord over 30 til at give endnu højere jord rente og have endnu større værdi.
Her får Malthus's lære ved de nedarvede udlægninger af jordrenteteorien den understøttelse, som jeg talte om, da jeg opregnede de årsager, som havde forenet sig om at give denne lære et næsten ubestridt herredømme over den almindelige tænkning. Efter Malthuss lære blir be folkningens tryk på livsfornødenhederne stærkere og stær kere, alt eftersom den tiltager, og uagtet der med hver ny mund også kommer to hænder ind i verden, blir det, for at bruge John Stuart Mills udtryk, vanskeligere og vans ligere for de nye hænder at forsørge de nye munde. 1 følge Ricardos jordrentelære opstår jordrenten af forskjel ligheden i de jordområders produktivitet, der er under hævd, og den stigning i jordrenten, som erfaringen viser ledsager befolkningens forøgelse, har, som Ricardo og hans efterfølgere blandt statsøkonomerne forklarer det, sin årsag
