mer, hvad der kan fordeles som arbejdsløn og rente. Der- for blir lønningsbeløbet og rentefoden ingensteds så meget bestemt ved arbejdets produktivitet som ved jordens værdi. Hvor jordværdien er forholdsvis lav, er løn og rente for- holdsvis høje; hvor derimod jordværdien er forholdsvis høj, er løn og rente forholdsvis lave.
Dersom produktionen ikke var kommet ud over dette jevne standpunkt, hvorpå alt arbejde ligefrem anvendes på jorden og al løn betales i jordens produkter, vilde man aldrig have kunnet tabe af sigte den kjendsgjærning, at når jordejeren tager en større andel, må arbejderen nøje sig med en mindre.
Men de indviklede produktionsforhold i den civiliserede tilstand, hvori ombytningen spiller en så stor rolle og så meget arbejde anvendes på råstoffer, efter at de er blevet løst fra jorden, kan vistnok for den tankeløse skjule, men gjør dog ingen forandring i den kjendsgjærning, at al produktion fremdeles er foreningen af de to faktorer jord og arbejde, og at jordrenten (grundejerens andel) ikke kan stige uden på bekostning af lønnen (arbejderens andel) og kapitalrenten (kapitalens andel). Aldeles på samme måde, som den andel i høsten, agerjordens ejer under de jevnere former af næringsflidens ordning modtager ved høstens ende som sin jordrente, formindsker det beløb, der blir tilovers til jordbrugeren som løn og kapitalrente, således formindsker jordrenten for den mark, en fabrik- eller han- delsby er bygget på, det beløb, der skal fordeles som løn og rente mellem de arbejdere og kapitalister, som der er sysselsat med produktion og ombytning af formue.
Kort sagt, da jordens værdi fuldstændig afhænger af den magt, ejendomsretten til den giver til at tilegne sig den formue, der er skabt af arbejdet, så sker jordværdiens stigning altid på bekostning af arbejdets værdi. Og heraf følger, at når produktionskraftens forøgelse ikke bringer
