har strævet med at opbygge og forklare den statsøkono miske videnskab, uden at se, hvorledes de uafladelig snub ler over lønningsloven uden en eneste gang at få øjnene op for den. Og dog, »havde den været en hund, havde den bidt dem«. Det er sandelig vanskeligt at værge sig for det indtryk, at nogle af dem virkelig så denne lov for lønnen, men af frygt for de praktiske slutninger, som den måtte lede til, foretrak at lade, som de ikke så den, og at dække over den heller end at bruge den som en opløs ning på gåder, der uden den sætter folk i sådan forvirring En stor sandhed i en tidsalder, som har forkastet den og trampet den under fødder, er ikke et fredens ord, men et sværd!
Måske det vilde være godt, at jeg, førjeg slutter dette kapitel, minder læseren om noget, som jeg før har nævnt, at jeg ikke bruger ordet løn i betydningen af en bestemt mængde, men i betydningen af et forhold. Når jeg siger, at lønnen falder, eftersom jordrenten stiger, så mener jeg ikke, at den formuesmængde, arbejderne får som løn, nød vendigvis må blive mindre, men at det forhold, hvori den står til hele afkastningen, nødvendigvis må blive mindre.
Forholdet kan formindskes, medens mængden blir den samme eller endog større. Falder dyrkningsgrænsen fra det produktionspunkt, som vi vil kalde 25, til det punkt, som vi vil kalde 20, så vil jordrenten af al den jord, som før betalte jordrente, vokse med denne forskjel, og den forholdsvise andel af hele afkastningen, der til falder arbejderne som læn, vil formindskes i samme om fang; men dersom i mellemtiden erhvervets fremskridt eller de besparelser, der er blevet mulige ved den større befolkning, har forøget arbejdets produktionskraft så meget, at ved punktet 20 den samme anstrængelse producerer lige så megen formue som tidligere ved 25, så vil arbej derne i løn få en lige så stor mængde som tidligere, og
