en gård. Det er kun, når jorden blir monopoliseret og disse naturfordele stænges for arbejdet, at arbejderne blir nødt til at konkurrere med hinanden om beskjæftigelse, og at det blir muligt for grundejeren at leje folk til at udføre hans arbejde, medens han selv lever af forskjellen mellem det, som deres arbejde frembringer, og det, som han betaler dem for deres arbejde.
Adam Smith selv indså godt årsagen til, at lønnen er høj, hvor der endnu er jord i overflod, men han for- måede ikke fuldt at skatte betydningen og sammenhængen i disse kjendsgjærninger. I sin afhandling om årsagerne til nybyggernes blomstring (Folkenes rigdom, bog IV, kap. VII) siger han:
Enhver nybygger får mere land, end han kan dyrke. Han har ingen jordrente og neppe nogen slags afgift at betale. . . . han er derfor ivrig efter at samle arbejdere fra alle kanter og villig til at betale dem den mest rigelige løn. Men denne rigelige løn i forbindelse med overfloden på jord og dens prisbillighed bringer snart arbejderne til at forlade ham for selv at blive jordejere og på samme rigelige måde betale andre arbejdere, som så snart igjen forlader dem af samme grund, af hvilken de selv forlod sine første herrer.
Dette kapitel, jeg her taler om, indeholder en mængde udtryk, som i lighed med indledningsordene til kapitlet om arbejdsløn viser, at når det ikke lykkedes Adam Smith at finde de virkelige love for formuesfordelingen, så var det kun, fordi han vendte sig bort fra de mere oprindelige samfundsformer og søgte efter grundsætningerne i de mere indviklede sociale foreteelser, hvor han var blændet af en forudfattet teori om kapitalens gjøremål og, tror jeg, af en dunkel forestilling om den lære, som to år efter hans dod blev fremstillet af Malthus. Og det er umuligt at læse de statsøkonomiske forfattere, som siden Smiths dage
