andet, end at man spørger efter arbejdskræfter eller deres afkastning i bytte mod arbejde. Tilbudet er således efter spørgsel, og efterspørgsel er tilbud, og i samfundet i dets helhed må det ene række lige så langt som det andet. Dette har den herskende statsøkonomi klart forstaet, hvor det giælder salg, og Ricardos, Mills og andres beviser for, at vekslingerne i tilbud og efterspørgsel ikke kan frem bringe nogen almindelig stigning eller synkning i priserne, om de end kan medføre en stigning eller synkning i pri sen på en særskilt ting, er lige så anvendelige på arbejdet. Hvad der gjør urimeligheden ved således i almindelighed at tale om tilbud og efterspørgsel af arbeide mindre frem trædende, er den vane at betragte efterspørgsel efter ar bejde som noget, der udgår fra kapitalen, og som noget, der er forskjelligt fra arbejdet; men den undersøgelse, vi tidligere har underkastet denne tankegang, har tilstrække lig blottet dens fejlagtigned. Hvor urigtig den er, frem går i virkeligheden allerede blot af den simple sag, at lønnen aldrig i længden kan overstige arbejdsproduktio nen, og at der således ikke findes noget andet fond, som lønnen til nogen tid kan tages af, end det fond, som ar bejdet stadig skaber.
Men uagtet alle de omstændigheder, som frembringer forskjellighederne i lønning inden de forskjellige be skjæftigelser, kan betragtes som virkende ved tilbud og efterspørgsel, så kan de (eller snarere deres virkninger, ti undertiden virker den samme årsag til begge sider dog inddeles i to klasser, alt eftersom de virker til forhøjelse blot af den tilsyneladende løn eller af den virkelige løn det vil sige, gjennemsnitslønnen for den samme an strængelse. Den høje løn ved visse beskjæftigelser ligner meget lotterigevinster, hvad også Adam Smith sammen ligner dem med: den enes storgevinst er sammensat af mange andres tab. Dette gjælder ikke blot de virksom-
