der hverken gives arbejdsgivere eller arbejdstagere, gives der dog arbejdsløn være den fulde afkastning af arbej- det og vil uden hensyn til forskjellen i behagelighed eller resiko mellem de tre beskjæftigelser gjennemsnitlig være den samme i dem alle, det vil sige, de samme anstrængel- ser vil give det samme resultat. Dersom nu nogen af dem ønsker at få en af sine kamerater til at arbejde for ham i stedet for sig selv, så må han betale ham den løn, der er bestemt ved arbejdets fulde gjennemsnitlige afkastning.
Lad så en længere tid gå hen. Jordbruget har ud- viklet sig og omfatter nu ikke blot jord af samme godhed, men jord af meget forskjellig frugtbarhed. Lønnen vil ikke nu længere som før være den gjennemsnitlige afkast- ning af arbejdet. Den vil være den gjennemsnitlige af- kastning af arbejdet ved den yderste grænse af jorddyrk- ningen eller med andre ord ved det punkt, hvor afkast- ningen er lavest. Ti da menneskene søger at tilfredsstille sine ønsker med de mindst mulige anstrængelser, så må det punkt, der giver arbejdet den laveste indtægt i jord- bruget, give et resultat, som svarer til den gjennemsnitlige indtægt af jagt og fiskeri*[1]). Arbejdet vil ikke længere give de samme anstrængelser den samme afkastning, men de, som anvender sit arbejde på bedre jord, vil for den samme anstrængelse få en større afkastning end de, som dyrker den dårligere jord. Lønnen vil imidlertid fremdeles være den samme; ti dette overskud, som dyrkerne af den bedre jord får, er i virkeligheden jordrente og vil give jorden en værdi, så snart den underkastes personlig ejen- domsret. Dersom nu under disse forandrede omstændig- heder et medlem af samfundet ønsker at leje andre til at arbejde for ham, så vil han kun have at betale, hvad ar-
- ↑
- ) Denne overensstemmelse bevirkes ved udjevning i priserne.
