sådant punkt, ved hvilket eller rettere omkring hvilket rentefoden søger at slå sig fast; ti dersom ikke en sådan ligevægt kunde bringes istand, vilde arbejdet ikke gå ind på at anvende kapital, og der vilde ikke blive stillet kapi tal til arbejdets rådighedt Ti arbejde og kapital er kun forskjellige former af den samme ting den menneskelige anstrængelse. Kapital skabes ved arbejdet; den er i virke ligheden kun arbejde, der er anvendt på stoffet, arbejde, der er ophobet i stof, og som atter frigjøres, alt eftersom det behøves, på samme måde, som den i kullet bundne solvarme atter frigjøres i ovnen. Anvendelse af kapital ved produktionen er derfor kun en form afarbeidet, Lige som kapitalen blot kan anvendes ved at forbruges, således er dens anvendelse en udgift af arbejde, og for at blive opholdt uformindsket må kapitalen frembringes ved arbejde i samme omfang; som den forbruges ved hjælp af arbejdet. Derfor bevirker også det samme princip, som ved fri kon kurrence bringer lønnen på en fælles jævnhøjde og bringer gevinsten til i det væsentlige at falde sammen dette princip, at menneskene søger at tilfredsstille sine ønsker med den mindst mulige anstrængelse, at ligevægten mellem løn og kapitalrente istandbringes og opretboldes.
Dette naturlige forhold mellem rente og løn denne ligevægt, under hvilken begge ved samme anstrængelser opnår samme afkastning – kan fremstilles i en form, der ser ud som en modsætning; men denne modsætning er kun tilsyneladende. Når Per og Pål går i kompagniskab, så ligger der i den bestemmelse, at Per får en vis del af gevinsten, tillige et udsagn om, at Påls del er mindre eller større, alt efter som Pers er større eller mindre; men hvor, som i vort eksempel, enhver blot får det, som han lægger til det fælles fond, der formindsker ikke forøgelsen af den enes andel det, som den anden far.
Er dette forhold slået fast, da er det klart, at kapital-
