fundet. Ti industrisamfund har ingen politiske grænser og er heller ikke indesluttet af have eller bjerge. De be grænses alene ved sit ombytningsområde, og det forhold, hvori i Englands nationalhusholdning dets jordbrug og fædrift står til dets fabrikdrift, blir udjævnet ved Iowa, Illinois, ved Texas og Kalifornien, ved Kanada og Indien, ved Queensland og østersølandene, kort sagt, ved alle de samfund, hvortil Englands verdenshandel strækker sig. For det andet: uagtet der under civilisationens fremgang er en tendens til en forholdsvis forøgelse af næringsfliden i sammenligning med jordbruget og følgelig til at lægge forholdsvis mindre beslag på naturens gjenfrembringende kræfter, så ledsages dog dette af en tilsvarende udvidelse i handelen, og derved blir der altså lagt mere beslag på den forøgelsesevne, som fremgår deraf. Således udjævner disse tendenser sig for største delen eller, så vidt vi til dato er kommet, sandsynligvis fuldstændig og opretholder den ligevægt, som bestemmer den gjennemsnitlige forøgelse af kapitalen eller den normale rentefod.
Dette normalpunkt for kapitalrenten, som ligger mellem det nødvendige højmål og det nødvendige lavmål af kapi talafkastningen, må nu, hvor det end befinder sig, være et sådant, at når man tager alle ting i betragtning, som f. eks. følelsen af sikkerhed, lysten til opsamling o. s. v., må kapitalens belønning og arbejdets belønning være lige, det vil sige må give et lige opmuntrende resultat for det stræv og de ofre, som må gjæres. Det er måske umuligt bestemt at formulere dette punkt, da lønnen sædvanlig beregnes efter den samlede mængde, renten derimod pro men dersom vi antager en given mængde af for centvi mue at være produktet af en given sum af arbejde under samtidig medvirkning af et bestemt kapitalbeløb, så vil det forhold, hvori afkastningen deles mellem arbejdet og kapi
talen, give et sammenligningspunkt. Der må gives et
