af æg, og hvalen, der med års mellemrum føder en cneste unge, mellem kaninen og elefanten, tidselen og den kjæmpestore furu, så viser det af den måde, hvorpå ligevægten opretholdes, at der finder en udjævning sted mellem naturens gjenfrembringende og ødelæggende kræf ter, og at denne udjævning i virkeligheden bringer for øgelsen til at holde sig ved det samme punkt. Denne naturlige ligevægt har mennesket indenfor snævre grænser magten til at forstyrre, og ved at forandre de naturlige betingelser kan det efter behag drage nytte af den veks lende styrke i naturens gjenfrembringende kraft. Men nar det gjør dette, da opstår der af dets ønskers vide spillerum et andet princip, som i formuens forøgelse tilvejebringer en lignende ligevægt og udjævning som den, der i natu ren består mellem de forskjellige livsformer. Denne ud jævning viser sig i værdierne, i priserne. Når jeg opføder kaniner og du opføder heste i et land, som er skikket til begge dele, så kan, lige til de naturlige grænser er nået, mine kaniner øges hurtigere end dine heste. Men min kapital vil dog ikke forøges hurtigere; ti virkningen af de forskjellige forøgelsesforhold vil være den, at kaninernes værdi trykkes ned i sammenligning med hestenes, og he stenes værdi hæves i sammenligning med kaninernes.
Uagtet den forskjellige styrke i naturens levende kræfter således udjævnes, så kan der dog på de forskjellige trin af samfundsudviklingen findes en forskjel i den for holdsvise udstrækning, hvori disse levende kræfter tages i beslag af formuesproduktionen i dens helhed. Men i denne henseende er der dog to ting at bemærke. For det forste: om end i et land som England fabrikindustriens andel i den samlede form esproduktion er meget større end jord brugets andel, så må vi dog lægge maærke til, at vi her i meget stor udstrækning kun har at gjøre med en politisk eller geografisk begrænsning, ikke med hele industrisam-
