På den anden side vil man lægge mærke til, at det er ikke således, som nogle forfattere falskelig påstår, at den forøgede kraft, som arbejdet får ved, at kapitalen ret tes på en bestemt form eller anvendelse, er det, der be stemmer dette højmål; nej, det bestemmes af den gjennem snitlige forøgelsesevne, som i almindelighed ligger til kapitalen. Evnen til at vende sig til fordelagtige former af produktionen er helt og holdent arbejdets egen, og kapitalen som sådan kan hverken gjøre fordring på eller have nogen del i denne evne. Bue og pile kan sætte en indianer istand til at fælde, lad os sige en bøffel om dagen, medens han med stokke og stene vanskelig vilde kunne fælde én hver uge; men den, der gjør stammens våben, kan ikke derfor af jægeren fordre seks af alle de syv fæl dede bøfler som en erstatning for brugen af buen og pilene: heller ikke vil den i en uldvarefabrik nedlagte kapital ind bringe kapitalisten forskjellen mellem fabrikens afkastning og det, som den samme sum af arbejde vilde have skaffet tilveje ved spinderok og vævestol. Når Vilhelm låner en - høvl af Jakob, så får han ikke dermed fordelen af den forøgede arbejdsproduktivitet, som høvlen medfører, sam menlignet med den arbejdsproduktivitet, en muslingskal eller flintesten til at glatte træet med vilde medføre. Frem skridtet i kundskaber har gjort den fordel, der ligger i brugen af høvle, til en fælles ejendom og magt for ar bejdet. Hvad han får af Jakob, er kun den fordel, som en tid af et år giver besiddelsen af så megen kapital, som repræsenteres af hævlen. Når nu de naturens levende kræfter, som yder tidselementet en fordel, er årsagerne til kapitalrenten, så synes deraf at måtte følge, at rentens højmål måtte bestemmes af disse kræfters styrke og af den udstrækning, hvori de medvirker i produktionen. Men medens naturens gjenfrembringende kraft er uendelig for skjellig, som f. eks. mellem laksen, der lægger tusinder
