givelse. Indskrænker man nu betragtningen helt og hol dent til dette eksempel, så er der intet deri, som viser, at denne side af sagen, tiden, har noget at sige; ti en høvl har ved årets ende ingen større værdi end ved dets be gyndelse. Men tænker vi os istedenfor høvlen en kalv, så er det klart at se, at for at bringe Jakob i en lige så god stilling, som om han ikke havde lånt den ud, måtte Vilhelm ved årets udløb ikke tilbagelevere ham nogen kalv, men en ko. Eller lad os antage, at dette ti dages arbejde havde været viet til at så korn, så er det øjensyn ligt, at Jakob ikke vilde have fået sin fulde erstatning, der som han efter årets udløb kun fik såkornet tilbage; ti i årets løb vilde det såede korn have spiret, vokset og bå ret mange fold. Og ligeledes kunde høvlen, hvis den havde været bestemt til ombytte, flere gange i årets løb have været omsat og ved hver ombytning givet Jakob et overskudt Da nu Jakobs arbeide kunde have været an vendt på en af disse måder — eller, hvad der løber ud på det samme, da en del af det arbejde, der anvendes til at gjøre høvle, kunde være blevet anvent på en af disse måder, så vil han ikke gjøre en høvl til Vilhelm til et helt års benyttelse, dersom han ikke får mere end en høvl tilbage. Og Vilhelm har også råd til at give mere end blot en høvl tilbage, fordi det almindelige gjennemsnit af fordele ved de forskjellige slags arbejder vil sætte ham i stand til at få den fordel af sit arbeide, som tidselementet skjænker ham. Dette almindelige gjennemsnit eller, om vi så ma sige, denne sammensætning af fordele, som nød vendigvis må findes, hvor samfundets behov kræver, at de forskjellige produktionsmåder drives samtidig, giver besid delsen af formue, som i og for sig ikke er i stand til at forøge sig, en fordel lig den, der knytter sig til den for mue, som benyttes således, at man drager fordel af tids elementet. Og i sidste instans udspringer den fordel, som
