anførte eksempel om hævlen; det gjengiver den sædvan lige opfatning. En tømmermand Jakob gjør sig med an vendelse at ti dages arbeide en høvl, som vil kunne være brugbar i 290 af årets 300 arbejdsdage. En anden tøm mermand, Vilhelm, foreslår Jakob at låne ham høvlen på et år og tilbyder ham ved udløbet af den tid, da høvlen vil være udslidt, at give ham tilbage en ny høvl fuldstæn dig lige så god. Jakob vægrer sig ved at låne ham høv len på disse vilkår, idet han gjør gjældende, at når han blot får en høvl tilbage, vil han ikke have noget til at erstatte ham tabet af den fordel, som brugen af høvlen i årets løb vilde give ham. Vilhelm indrømmer dette og blir enig med ham om ikke blot at give en høvl tilbage, men desuden også at give Jakob en ny planke. Denne Overenskomst blir udført til gjensidig tilfredshed. Høvlen blir opslidt i årets løb, men ved årets udgang får Jakob tilbage en lige så god høvl og desuden en planke. Han låner ud den nye høvl atter og atter, indtil den tilsidst går over i hans søns hænder, som fremdeles vedblir at låne den ud» og hver gang til gjengjæld får en planke. Denne planke, som repræsenterer renten, siges nu at være en naturlig og billig erstatning for brugen af høvlen, da Vilhelm får den i redskabet iboende kraft til at forøge arbejdets produktivitet-, og ikke står sig værre, end han vilde have gjort, om han ikke havde lånt høvlen ud, me dens Jakob ikke får mere, end han vilde have havt, om han havde beholdt høvlen og brugt den i stedet for at låne den ud.
Forholder nu dette sig virkelig saledess Man ma lægge maærke til, at det ikke påståes, at Jakob kunde gjøre . høvlen og Vilhelm ikke; ti det vilde være at gjøre høvlen til løn for overlegen duelighed. Jakob havde ganske sim pelt afholdt sig ra at forbruge sin arbejdsaf kastning, ind-
