gang, at renten er et rov fra fliden, er vidt udbredt og blir stærkere og stærkere, og på begge sider af atlanter havet træder den mere og mere frem i den populære bog avl og agitation. Statsøkonomerne af den sædvanlige sort påstår, at der ikke findes nogen strid mellem arbejde og kapital, og bekjæmper alle planer om at indskrænke den belønning, kapitalen får, som lige så uretfærdige mod ar beidet som mod kapitalen; men desuagtet opstilles i de samme værker den lære, at løn og kapitalrente står i om vendt forhold til hinanden, og at renten er lav eller høj, alt eftersom lønnen er høj eller lav *[1]) Er denne lære rigtig, så er det klart, at den eneste indvending, som fra arbejiderens standpunkt fornuftigvis kan gjøres mod de planer, som går ud på at nedsætte rentefoden, er den, at de ingen betydning vil have, hvad der åbenbart er en meget svag grund, sålænge meningerne om lovgivningens almagt endnu er så vidt udbredte; og selv om denne ind vending kan bidrage til, at man opgiver en eller anden særskilt plan, vil den ikke hindre folk fra at søge efter en anden.
Hvorfor findes der rente? Rente, fortæller man os i alle de statsøkonomiske værker, er belønning for spar sommelighed. Men dette giver åbenbart ikke nogen til strækkelig forklaring. Sparsommelighed er ikke nogen aktiv, men en passiv egenskab; den er ikke noget, som man gjør, men simpelthen noget, som man ikke gjør. Sparsommelighed i sig selv producerer ingen ting; hvortor skulde der da gjøres krav på nogen del af det, som pro duceres, for sparsommelighedens regning: Har jeg en sum penge, som jeg holder under lås og lukke et år, har jeg vist ligeså megen sparsommelighed, som om jeg havde
- ↑
- ) Dette siges rigtignok i virkeligheden om gevinsten, men åbenbart i
