stærkt fremtrædende og har i lang tid været bemærket. Hvad er det nu for en lov, som knytter alle disse foran dringer sammen, og som angiver deres årsag ?
Det er ikke umagen værdt at dvæle mere, end vi hidtil lejlighedsvis har gjort, ved den herskende statsøko nomis mangel på evne til at fremstille den virkelige rente lov. Dens spekulationer over dette emne har ikke den bestemthed og den sammenhæng, der har sat den ved tagne lønningslære istand til at kunne holde sig overfor de klare kjendsgjærninger, og fordrer derfor ikke den samme udførlige granskning. At de strider mod kjends gjærninger, er øjensynligt. At rentefoden ikke afhænger af arbejdets og kapitalens produktivitet, lader sig bevise af den åbenbare kjendsgjærning, at hvor arbejde og kapi tal er mest produktive, er rentefoden lavest. At den pa den anden side ikke heller afhænger af lønnen eller ar bejdets omkostninger, ikke falder, nar lønnen stiger, og stiger, når lønnen falder, fader sig bevise af den abenbare kjendsgjærning, at rentefoden er høj, når og hvor lønnen er høj, og lav, når og hvor lønnen er lav.
Lad os begynde med begyndelsen. Kapitalens natur og gjøremål er allerede blevet tilstrækkelig udgrejet, men dog vil vi selv med fare for at komme noget bort fra vort emne søge at forvisse os om årsagen til kapitalrenten, før vi giver os i kast med at finde loven for den. Ti ikke blot vil dette hjælpe os i vor undersøgelse ved at give os et fastere og klarere greb i det emne, vi her har for os, men det kan og lede os til slutninger, hvis prak tiske vigtighed senere vil træde klart frem.
Hvad er grunden til renten, og hvor ligger det ret færdige ved den? Hvorfor skal låntageren betale langive ren mere tilbage, end han har modtage Disse spørgsmål fortjener et svar på grund af deres vigtighed ikke blot i spekulativ, men også i praktisk henseende. Den tanke-
