sig hele overskuddet ud over den afkastning, som kræves for at lønne arbejdet og kapitalen efter den almindelige markedspris, det vil sige til den pris, som de kan få på den mindst produktive jord, der er i brug (eller på det laveste produktionstrin), hvor naturligvis ingen jordrente betales.
Det kan måske bidrage til en fuldere forståelse af jordrenteloven at bringe den i følgende form: Ejendoms retten til en produktiv naturfaktor giver magt til at til egne så meget af den formue, der frembringes ved det arbejde og den kapital, som nedlægges på den, som det, der overstiger den indtægt, den samme anvendelse af ar bejde og kapital er istand til at opnå af den mindst ind bringende beskjæftigelse, de af egen drift vilde vende sig til.
Dette gar imidlertid nøjagtig netop ud på det samme; ti der gives ingen beskjæftigelse, som arbejde og kapital kan vende sig til, uden at den kræver anvendelse af jord; og desuden vil dyrkningen eller anden benyttelse af jord stadig blive drevet så langt ned ad, at den tilsidst når det laveste afkastningstrin, som overhovedet nogen anden ga med på. Lad os f. eks. tage et sam industrigren kan fund, hvori en del af arbejdet og kapitalen er viet til jord brug og en del til fabrikdrift. Den darligste jord under dyrkning giver en gjennemsnitlig afkastning, som vi vil kalde 20, og 20 vil derfor både i jordbruget og fabrik driften være den gjennemsnitlige afkastning af arbejde og lapital. Lad os nu antage, at af en eller anden ved varende årsag går afkastningen inden fabrikdriften ned til 15. Naturligvis vil da det arbejde og den kapital, der er beskjæftiget i fabrikdriften, vende sig til jordbruget, og denne omdannelse vil ikke stanse, før arbejdets og kapi talens afkastning inden begge næringsgrene atter er ble vet bragt i jevnhæjde med hinanden, enten nu dette sker ved, at jordbruget vider sig ud over ringere jord eller over
