al jord giver som jordrente den del af sin af kastning, der overstiger det, som en lignende anvendelse af arbejde og kapital kunde frembringe af den dårligste jord, der blir benyttet.
Rentefoden bestemmes af forholdet mellem lånsøger- nes efterspørgsel og långivernes kapitaltilbud. Eller, der- som vi holder os til det, der angives som loven for gevin- sten, den bestemmes af lønnen, falder, når lønnen stiger, og stiger, når lønnen falder eller for at bruge Mills udtryk, den bestemmes ved den pris, som kapitalisten må betale for arbejdet.
En sammenstilling af disse gjængse forklaringer af lovene for formuesfordelingen viser ved første øjekast, at de mangler den gjensidige forbindelse med hinanden, som de virkelige fordelingslove må have. Ikke griber de ind i hinanden, og ikke virker de sammen. Derfor må i det mindste to af disse tre love enten være urigtig opfattet eller urigtig fremstillet. Dette stemmer overens med, hvad vi allerede har seet, at den herskende opfatning af loven for lønnen og følgelig også af loven for rentefoden ikke kan stå for en nærmere prøvelse. Lad os da se til at finde de virkelige love for afkastningens fordeling mellem løn, jordrente og kapitalrente. Beviset for, at vi har fun- det dem, vil ligge i deres indbyrdes forbindelse deri, at de mødes, står i vekselvirkning og gjensidig begrænser hinanden.
Med gevinsten har denne undersøgelse åbenbenbart intet at gjøre. Vi vil se til at finde ud, hvad det er, som bestemmer fordelingen mellem jord, arbejde og kapital af deres forenede produktion, og gevinst er ikke noget ud- tryk som udelukkende står i forhold til nogen af disse tre dele. Af de tre dele, hvori statsøkonomerne deler gevin- sten nemlig erstatning for resiko, løn for ledelse af forretningen og erstatning for benyttelse af kapital --
