søges i de love, som bestemmer formuesfordelingen. Lad os altså gå over til disse.
Det vil være nødvendigt at granske i sine hovedtræk hele det emne, der vedkommer formuesfordelingen. For at opdage denne årsag, som jevnsides med befolkningens forøgelse og de produktive erhvervs fremskridt gjør de lavere klassers fattigdom dybere og dybere, må vi finde den lov, som bestemmer, hvor stor del af produktet der skal tilfalde arbejdet som løn. For at finde loven for arbejdslønnen eller for idetmindste sikkert at kunne vide, når vi har fundet den, må vi desuden også fastslå de love, som bestemmer, hvilken del af produktet der tilfalder kapi talen, og hvilken del der tilfalder grundejeren; ti da jord, arbejde og kapital er de samvirkende kræfter i formues produktionen, er det disse tre, produktet må deles imellem.
Ved et samfunds afkastning eller produktion forstår man summen af den formue, der produceres af dette sam fund det almene fond, hvoraf (så længe ikke det eksi sterende formuesforråd formindskes) alt forbrug må bestri des og alle indkomster dragess Som jeg allerede har forklaret, må man ved produktion ikke blot forstå frem bringelsen af ting, men den indeslutter også i sig den værdiforøgelse, som vindes ved transport eller ombytte. Der findes formuesproduktion i samfund, som udelukkende driver handel, så vel som i rent jordbrugsdrivende eller fabrikdrivende samfund; og i det ene som i det andet til fælde vil en del af denne produktion tilfalde kapitalen, en anden del arbejdet og, såfremt jorden har nogen værdi en tredje del grundejerne. Det er en kjendsgjærning, at en del af den formue, som produceres, stadig tjener til at fornye kapitalen, der stadig forbruges og stadig fornyes. Men til denne side af sagen behøver jeg ikke at tage hensyn, da den opvejes derved, at vi betragter kapitalen som noget uafbrudt vedvarende, således som vi sædvanlig
