så vokser dog kraften hos den menneskelige faktor så overordentlig, at det mere end opvejer tabet. Tyve mand, som arbejder sammen, vil også der, hvor naturen er kar rig, producere over tyve gange så megen formue, som en mand kan producere der, hvor naturen er aller mest gav mild. Jo tættere befolkningen er, desto større blir arbej dets deling, desto betydeligere besparelsen ved produk tionen og ombyttet. Derfor er netop den fuldstændige modsætning til Malthus's lære sandhed; indenfor de græn ser, inden hvilke vi har al grund til at antage, at befolk ningsforøgelsen fremdeles vil skride frem, kan på ethvert givet civilisationstrin et større antal mennesker producere en forholdsvis større sum af formue og bedre tilfredsstille sine behov, end et mindre antal kan.
Lad os ganske simpelt se på kjendsgjærningerne. Kan noget være klarere, end at årsagen til den fattigdom, der trives i selve civilisationens midtpunkter, ikke har sin rod i de produktive kræfters svaghed? I de lande, hvor fattigdommen er dybest, er de produktive kræfter øjensyn lig stærke nok til, dersom de blev fuldstændig anvendt, at skaffe selv den ringeste ikke blot velvære, men endog overflod Den industrielle lammelse, den handelskrise, hvis forbandelse nu til dags hviler på den civiliserede ver den, skriver sig øjensynlig ikke fra nogen mangel på pro duktiv kraft. Hvad der end er i vejen, fejlen ligger klar lig nok ikke i evnen til at producere formue.
Det er selve denne kjendsgjærning, at nøden viser sig, hvor den produktive kraft er stærkest og formuesproduk tionen størst, der udgjør den gåde, som den civiliserede verden står rådløs overfor, og som vi her forsøger at løse. Malthuss teori, der giver formindskelsen i den produktive kraft skylden for nøden, kan øjensynlig ikke forklare den. Denne teori er fuldstændig uforenlig med alle kjendsgjær ninger. Den er i virkeligheden ikke andet end et vilkår-
